Det kan altså godt være farligt & Det kan altså stadig være farligt

Forfatter: Lars Holmsted
Titel: Det kan altså godt være farligt
Illustrationer: Jon Ranheimsæter
Forlag : ABC forlag
1. udgave 2011
ISBN: 978-87-7916-128-3

&

Forfatter: Lars Holmsted
Titel: Det kan altså stadig være farligt
Illustrationer: Jon Ranheimsæter
Forlag : ABC forlag
1. udgave 2014
ISBN: 978-87-7916-250-1

Henrik, René og Jøppe – er faktisk hedder Jørgen, er tre raske drenge, som lever et skønt liv i en forstad på Sjælland, inden der blev monteret skærme på ethvert drengeværelse. Vi befinder os i 1960’erne og sikke dog en skøn tid det var.

’Titlen lyder næsten ligesom dig, mor’

Ellen, 9 år

Det er præcis som i Stephen King filmen ’Stand by me’ (Sammenhold på dansk). Kammeratskab, vovemod, undren over de voksnes mystiske adfærd og så en hel del mere held end forstand, når de tre kammerater roder sig ud i (og heldigvis også ud af) hverdagslivets mange eventyr.

Det bedste ved bogen var, da mor begyndte at græde’

Ingrid, 4 år

Man skal være en ualmindelig hardcore klidmoster for ikke at blive grebet af selvindsigt, når Jøppes mor beskrives. Her på matriklen måtte kapitlet læses igennem gentagne gange samme aften, fordi det var så præcist og så ubegribelig morsomt. Mødre er stadig som i 1960’erne.

Det samme gælder fædre, lærere, sure naboer og deres søde koner.

Og gudskelov har skærmens indtog i nutidens børneliv heller ikke haft den store betydning. Kapitlernes selvstændige historier er lette for børnene at relatere til, også selvom der ikke er skærme, mobiltelefoner og forældreintra. Forskellene giver et godt udgangspunkt for snak om, hvordan det var dengang mor, mormor og alle de andre gråhårede var børn.

Hvert kapitels tekst er suppleret af én illustration – det er ikke helt nok, synes mine børn, men egentlig er det en kompliment, for de ville jo bare gerne have mere af Jon Ranheimsæters skønne billeder med de sjove detaljer.

Teksten er let at læse, og i en behagelig størrelse, så man ikke behøver spotlight på, lige inden godnatlæsning.

Bøgernes styrke er samtidig deres svaghed. Der skal stoppes for uddybende forklaring nu og da, fordi der trods alt er forskelle på dengang og nu. Hvorfor må lærerne for eksempel slå på børnene og hvad i alverden er hønseringe? Men her ligger jo netop den gode dialog og en lille smule historiefortælling.

Forældre og bedsteforældre kan få hukommelsen på gled ved højtlæsningen og på den måde bliver Jøppe, Henrik, René og også Store-Søren, som de senere optager i deres kreds kulturformidlere på en dejligt nærværende og helt analog måde.

Så snart vi er færdige med sidste kapitel, skal vi læse det hele én gang til

Carl, 7 år

Der er inspiration til (u)farlig leg og læring, og via drengenes erfaringer får man fortalt sine egne børn, at det godt kan være en god idé at tænke sig om. Samtidig er der imellem linjerne en skøn perspektivering af voksne set igennem barnets øjne, der i hvert fald sender mig tilbage i barndommens rige for en stund, og hvem vil ikke gerne opholde sig der med sine egne børn, bare et lille øjeblik.

Der er 4 blå bøger til Henrik, René, Jøppe og Store-Søren

Grøflen & Grøflingen

Forfatter: Julia Donaldson & Axel Scheffler
Titel: Grøflen
Forlag : ABC forlag
dansk udgave 2014 (oversat fra engelsk)
ISBN: 978-87-7916-256-3

&

Forfatter: Julia Donaldson & Axel Scheffler
Titel: Grøflingen
Forlag : ABC forlag
dansk udgave 2018 (oversat fra engelsk)
ISBN: 978-87-7916-504-5

Vi elsker Grøflen! Eller Grøffeldyret, som han altså hedder hjemme hos os, fordi det var i filmens verden vi først mødte ham – og der hedder han altså Grøffeldyret.

Dette store, skræmmende, livsensfarlige, men også naive monster, der i den dybe mørke skov – alene på sit rygte – får både ræv, ugle og slange til at slippe den lille lækre mus, inden han skal mødes med sin ven – Grøflen! At det hele er noget musen – med sin gode fantasi – finder på, falder dem ikke ind.

Så uhyggelig er musens fantasimonster, at alle flygter ved synet af ham, da det senere viser sig, at han faktisk findes. Men musen får med sine gode talegaver overbevist det farlige monster om, at det er ham, den lille mus, der skræmmer alle – og her redder musen livet på grund af Grøflens naivitet.

Filmen er god. Bogen er endnu bedre. Der er en ro og fred, på trods af den fare, der hele tiden lurer. Illustrationerne er dybe og underfundige, med mange lækre detaljer, som man kan tale længe om. Alle dyr er genkendelige i den danske natur, hvilket betyder, at legen om Grøflen nemt tages med, når familien tager på skovtur. Der er læring om adfærd, natur og følelser som frygt, mod og spændning imellem bogens let læste versefødder.

Grøflen er alt i alt en af de favoritter, vi aldrig giver fra os. Faktisk måtte den indkøbes akut efter tilbagelevering til biblioteket, for den skal være på reolen.

Grøflen får fem blå bøger

Grøflingen

Vi elsker Grøflen, men måske elsker vi Grøflingen endnu mere. Grøflen har i mange år båret på frygten for den farlige mus og nu skal hans lille hun-Grøflinge-unge lære om, hvad der er farligt i skoven. Den fortæller om musen i de detaljer han nu kan huske, og da han sover trygt, går den lille Grøfling ud for ved selvsyn at se det farlige monster. Endnu engang lykkes det for musen at narre en potentiel fjende, og det endda på endnu mere snedig vis end sidst.

Der er undertoner af ’ikke alt er som det ser ud’, ’gå imod din frygt’ og også lidt ’David og Goliath’ i historien om den lille mus, der uden at blinke møder Grøflingen med samme store mod, som den tidligere mødte den langt større Grøffel.

Det er svært ikke at falde for Grøflingen, der ligesom sin far ikke har opdaget sin egen størrelse og styrke. Den er lidt dum. Den er lidt naiv. Den er lidt kluntet. Men den er også dejlig og kær, når den krøller sig sammen og falder i søvn hos sin far, hjemme i hulen. Så er den ikke spor farlig mere. Da er den bare kær og så elsker vi den endnu mere.

Grøflingen får 5 blå bøger ligesom sin store stærke far

Grøflen og Grøflingen er for de 2-5 årige et dejligt eventyr i to dele, med en god og tryg slutning. Bøgerne er skåret over samme læst med motiver, der går igen og igen igennem fortællingen, så de yngste lader sig rive med og hele tiden ved, hvad man kan forvente.

Begge bøger kan købes hos ABC forlag.

Anmeldelse: Michael Clasen: Gourmand

Forfatter: Michael Clasen
Titel: Gourmand – En krimi med Daniel Dreyer
Undertitel: (kun på titelblad, ej forside) Daniel & Dødssynderne 2: Frådseri
Forlag : BoD
1. udgave 2018
ISBN: 978-87-430-0369-4

Gourmand får to blå bøger – for et plot, der holder og for præcis samfundskritiske vinkler.

Dette er et anmeldereksemplar

I et Sydsjællandsk lokalsamfund udspiller der sig henover en varm sommer en række dramatiske begivenheder, der alle har en sammenhæng med et kommunalt udbud af bespisning i ældreplejen, samt salget af en nedbrændt gourmet restaurant. De bydende på begge udbud kaster sig ind i en indædt kamp om det vindende bud, og skyr ingen midler – heller ikke mord og bestikkelse.

Undervejs i sommervarmen sker der også andet i det lille lokalsamfund, blandt andet intet mindre end to (for handlingen komplet uvedkommende) selvmord, der virker både malplacerede og uinteressante.

Jeg er med på bogens tema om fråds, og forstår godt forfatterens ærinde med at sætte fokus på overspiserens og anorektikerens indre dæmoner, der – omend de befinder sig i hver sin ende af vægtskalaen – har afsæt i samme grundlag: kropsfiksering, selvværdsproblemer og sygeligt kunstige samfundsnormer. Jeg forstår budskabet, men ikke, hvorfor de skal med i historien.

Clasen har fine og præcise beskrivelser af steder, handlinger, personer og meget andet, men der er så mange forstyrrende elementer i form af sproglige, grammatiske og stavefejl, at det gør læsningen vanskelig.

Ud over den underlige ‘i et hvert fald’ formulering, der er konsekvent anvendt ( frem for det korrekte ‘i hvert fald’) begynder flere karakterer også pludselig at tale som noget fra en Gustav Wied roman.
Jeg kan gå med på spøgen for den aldrende borgmesters vedkommende, men de ca. 40 årige fra midt- og Sydsjælland, som jeg har mødt taler altså ikke som Emmanuel i livsens ondskab, og det underminerer den samlede troværdighed.

Karaktererne er overordnet ret troværdige. Dog må jeg protestere over den ledende politiinspektør Birks rolle og parforhold. Fra en vellykket og hyggelig parmiddag i starten af juli, drøner fruen på under en måned ind i en eksistentiel krise, der får hende til at udmarchere uden grund og uden varsel. Kun fordi gemalen i ca. to måneder har været optaget af ekstraordinært arbejdspres.

Seriøst?

Nogen burde give den dame en skideballe. Hvis man bliver SÅ fornærmet efter SÅ kort en periode med arbejdspres, skal man VIRKELIG tage et kig i spejlet, og overveje om man ikke skal starte med sig selv først. Det er fint, at Birk og frue forlader handlingen – jeg savner dem ikke – men min sympati får de altså ikke med den barnlige og utroværdige opførsel.

Det undrer faktisk, at hun slipper af sted med sin opførsel, for Clasen lægger ikke fingre imellem, når han med satirisk vid og udsøgt sarkasme skildrer det kommunale Danmark og ikke mindst udbuds-helvedet, som både offentlige og private aktører er underlagt. Dét er snedigt og præcist, og for det kan jeg ikke rose Clasen nok.

Det er så ærgerligt, at Clasen ikke har brugt lidt tid eller penge på en professionel beta- og/eller korrekturlæsning, for det kunne have løftet Gourmand adskillige niveauer over det nuværende.

Gourmand er en murstensroman. Størrelse XXL. Den er næsten umulig at håndtere, uanset, hvor man befinder sig. Størrelsen er den ene synder, kvaliteten den anden. Den er lidt slasket i omslaget og simpelthen for stor/forkert i formen.

Havde man nu udeladt de to uvedkommende selvmordere, de lange menubeskrivelser og hele spillet med Politiinspektør Birks parforhold, ofret lidt på en opsætning, der ikke efterlod et stort antal helt blanke sider efter en stor del af bogens mange kapitler, havde man nok kunne spare 50-60 sider og læserens ryg, arme og tålmodighed for mange kvaler.

Gourmand går ikke over i historien som en af mine favoritter, men jeg tager hatten af for beskrivelserne af vores samfund som det ser ud lige nu. Hvis den 3. Daniel Dreyer Krimi får en lidt skarpere redigering, fastholder den skarpe satire og styrker troværdigheden af karaktererne over en bred kam, så læser jeg gerne med.

Gourmand får to blå bøger. Én fordi plottet faktisk holder, selvom man skal holde tungen lige i munden for at få øje på og fastholde det, og én for den præcise samfundskritiske vinkel.

Anmeldelse: Brian P Ørnbøl: Den urolige fisker

Forfatter: Brian P Ørnbøl
Titel: Den urolige Fisker – Udvalgte digte 2008-2018
Forlag: Det Poetiske Bureaus Forlag
1.udgave, 1. oplag, 2018
ISBN: 978-87-93653-33-7

Den Urolige Fisker får fire blå bøger for samfundskritisk præcision og sjældent varieret selvindsigt

Dette er et anmeldereksemplar

Den urolige fisker samler Ørnbøls digte fra samlingerne
– Barberbladshologrammer (2008)
– Sange Fra Midgård (2010)
– SYV (2013)
– Diamantstøv (2013)

Med sine samlede digte giver Ørnbøl et præcist og følelsesmættet billede af den tid vi lever i. Der er absurde, slibrige, urovækkende digte, der får det til at risle koldt ned ad ryggen. Men der er også de trygge, de kendte, de varme – de digte, der vækker en følelse af genkendelse, et smil ved erkendelsen af, at sådan er det virkelig: Livet. Ude i virkeligheden. Præcist og med kun lige akkurat de ord, der er nødvendige for at ramme og indramme motivet.

Den urolige fisker er som et barns perlekæde. Sammensat af alle de forskellige typer perler en børnehave kan rumme. Store, glatte, klare, matte, runde, skæve og med underlige konturer.

Digtene må læses ét ad gangen. Med ro og fordybelse. Som at betragte kædens perler. Måske synes man i dag, at en perle er grim, men i morgen – i et andet lys – er den kædens smukkeste.

Der er ikke en gennemgående følelse eller stemning. Således går det, når man smelter fire samlinger sammen i én. Dét er Den urolige fiskers styrke og svaghed. Det er svært at finde den rette stemning til samlingen, da springet fra de inderste svære følelser i fx. ‘Det har jo aldrig været meningen’ til ‘Konsulenten’s overprissatte tilbud om at ‘fortælle dig hvad du ved’.

Senere kommer digte som ‘Solen er så rød mor’, der sender mig direkte til Sønderjylland i bedste fald i Erling Jepsens univers – i værste fald i det univers, der har været beskrevet i medierne på forskellig vis med incest og mishandlings sager.

Den overvejende gennemgribende stemning er dog den præcise samfundskritiske tone. Satirisk, Sarkastisk, Sigende. Med færre ord, større præcision og bedre resultat opfanger Ørnbøl med sin fire-i-en digtsamling al den handling, frustration og stemning skønlitterære forfattere desperat forsøger at indkredse med digre og ganske overflødige roman-trilogier.

Hvis jeg skulle vælge imellem Lotte Kaa Andersens trilogi fra Hellerup i samme tidsperiode og Den urolige Fiskers 169 sider vil Ørnbøl vinde.

Den urolige Fisker får en plads på reolen i mit eget bibliotek og vil komme frem igen og igen. Der er digte, der så præcist beskriver genkendelige følelser, at den bør have en plads. Men der er også så præcise beskrivelser af den tid vi lever i lige nu, at den skal stå der som et historisk vidnesbyrd til fremtidige læsere. Den får en plads meget tæt på Knud Sønderbys ‘Midt i en jazztid’ og fire blå bøger for al den præcision og en god portion selvindsigt.

Når jeg anmelder bøger …

Når jeg anmelder bøger følger jeg så nogenlunde nedenstående retningslinjer:

Voksenbøger:

  • Skønlitteratur
  • Faglitteratur i den udstrækning det har relevans for sidens øvrige indhold
  • Digtsamlinger

Børnebøger:

  • Anmeldes typisk i samråd med børn, enten via fælles læsning eller ved højtlæsning.
  • Illustrationer, formater m.v. kan vægtes tungere for børnelitteratur end for voksenlitteratur

Metode:

  • Bogen vurderes primært udfra tekst, men layout, illustrationer og format indgår i vurderingen af den samlede læseoplevelse
  • Bogen gennemlæses – og der tages noter undervejs.
  • To dage efter afslutning skriver jeg udkast til anmeldelse
  • To dage efter gennemgår anmeldelsen en revision
  • Herefter tildeler jeg blå bøger på en skala fra 1-6 udfra en samlet vurdering af min læseoplevelse.
  • Forfatter, forlag og andre interessenter informeres via link, når anmeldelsen er online.
  • Anmeldelserne kan frit citeres med tydelig kildeangivelse ‘www.mitegetbibliotek.com’ eller direkte link til anmeldelsen
  • De Blå Bøger grafikken må gerne gengives, men dog kun efter forudgående aftale (hvorefter jeg fremsender billede i høj opløsning)

Anmeldelse: Fanny Fairychild og det magiske Spejl

Forfatter: Lykke Lindbo
Titel: Fanny Fairychild og det magiske spejl
Første bog i serien om Fanny Fairychild
Forlag: Forlaget Lindbo (eget forlag)
Udgivelsesår: 28. januar 2019
Sideantal: 228 + 9 siders uundværlig Ordforklaring
ISBN 978-87-970886-0-9

Fanny får fire blå bøger for en flot bog i et flydende sprog, med en handling, der for alvor tager fart i sidste halvdel, med en overraskende slutning og en spændende

Dette er et anmeldereksemplar

Fanny er næsten 11 år, da hun sendes afsted på et hæsblæsende eventyr i parallelle verdener. På sin rejse udsættes hun for en perlerække af krævende strabadser, ikke mindst fordi det viser sig, at hun er i besiddelse af værdifuld viden og magiske evner. Undervejs møder hun alverdens fantastiske væsener og får en vigtig opgave med at redde hele verden.


Fanny Fairychild har det hele. Alfer og feer, trolde, nisser, gamle koner, guder, jætter, vætter, dværge, drager, kentaurer, insekter med personlighed og en god portion magi. Der er lånt fra stort set ethvert fiktivt eventyrunivers, og det er lige før jeg er lidt skuffet over, at der ikke kommer en hobbit eller en ork trampende ind. Det kan selvfølgelig komme i et af de efterfølgende bind. Der er gravet så dybt i den nordiske mytologi, at der skal et opslagsværk frem fra reolen for at afklare hvad der er lånt derfra, og hvad der er opfundet til Fannys ære. Heldigvis har man en udførlig ordforklaring ved hånden, bagerst i bogen, så også læsere uden viden om mytologien kan følge med.


Fanny forlader sin mors fødehjem med et magisk spejl og en dagbog i hånden. Tilbage i virkeligheden sidder en uengageret stedmor, en halvlillesøster, to rødhårede brødre, en far på forretningsrejse, en dement mormor, en irsk slægt, der drikker og et hus, der er ved at falde ned om ørerne på dem alle sammen på grund af manglende vedligeholdelse. Det tager omtrent en tredjedel af bogen at få det hele beskrevet. Det er synd, for den utrænede læser – hvoraf der trods alt er en del i målgruppen (10+) – falder nemt af, når der skal beskrives så mange detaljer. Hovedparten har nemlig ikke stor relevans for handlingen, men tager fokus fra det egentlige spørgsmål: Hvor er Fannys mor og hvordan skal det hele ende?


Lykke Lindbo skriver godt. Stemningsbillederne er stærke og overbevisende. Detaljerne på det nærmeste springer op af siderne undervejs. Beskrivende passager af huse, træer, karakterer og omstændigheder fylder meget. Dette valg formoder jeg skyldes, at der er tale om første bind i en serie, hvorfor hele universet skal bygges op. Selvfølgelig kan de to halvbrødre ikke først introduceres i bind fire fordi det er her de får en rolle i handlingen, men beskrivelsen af dem og ikke mindst deres besvær med det stride røde hår kunne måske have ventet. Ligeledes virker den klichéfyldte beskrivelse af stedmoderens drikfældige irske slægt overflødig – hvor velskrevet og underholdende det end er, tager det fokus fra den langt mere interessante handling.


Der skal læses omtrent en tredjedel af bogen, inden den egentlige handling tager fart. Her belønnes den tålmodige læser dog med en oplevelsesmættet rejse, henimod en overraskende slutning og en cliffhanger. Undervejs på rejsen afrundes alle spændende situationer i god ro og orden, næsten inden man har opfattet, at der var fare på færde. Og så afsluttes med denne cliffhanger. Det er snedigt gjort og det løfter bogen som helhed et niveau op.

Fanny Fariychild kunne være endt som en spinkel historie, tynget af beskrivelser uden relevans for handlingen, men bogens sidste tredjedel og den overbevisende afslutning efterlader et stærkt helhedsindtryk.


Handlingen er henlagt til England, ligesom mange navne er internationale mere end danske. Smart træk, hvis man ønsker at oversætte og udgive internationalt. For den danske udgave er det dog ikke en styrke. Der findes vidunderligt mystiske pletter på Danmarkskortet – også nutidige – som nok havde været mere i overensstemmelse med den nordiske mytologis tema.


Oversættelse eller ej, er potentialet i den planlagte serie faktisk stort. Sproget er nok lidt mere avanceret end jeg normalt ville forvente til børn i 10-års-alderen, men til gengæld behandles de forskellige følelsesmæssige dilemmaer lidt overfladisk i forhold til målgruppen. Fanny har ikke mange følelser af sorg, savn, had eller kærlighed, i betragtning af hendes ’Askepot’-lignende tilværelse. En del af beskrivelserne af kunstnerisk udformning af tøj, våben, møbler og bygninger kunne med fordel være erstattet af en lidt dybere skildring af følelsesregisteret hos vor unge heltinde.


Bogen er lækker med en flot forside, der helt præcist favner indholdet. Der er flapper på både for- og bagside, hvilket er rigtig fint. Bagerst i bogen er der en ordforklaring, som hjælper læseren igennem, også uden forudgående indblik i Fantasy genren og den nordiske mytologi. Det er nyttigt og godt og også her kommer bagsideflappen til sin ret, så det er nemt at slå op i ordlisten. Introduktionen af alle ord på listen markeres i øvrigt i teksten med kursiv, hvilket øger læsbarheden og forståelsen markant.

Forrest i bogen findes et kort, der dog ikke er uundværligt. Beskrivelserne er stærke nok til at det hele kan visualiseres uden, men man kan da smide forsideflappen ind der, for hurtigt opslag. Lækkert layout.


En solid debut fra Lykke Lindbo, der godt kunne have været lidt kortere, men som alt i alt står stærkt blandt klassikere som f.eks. Lars-Henrik Olsens ’Erik Menneskesøn’, som et supplement for de lidt yngre piger i målgruppen.

Fanny Fairychild og det magiske spejle kan bl.a. købes her: http://www.fannyfairychild.com/vare/fanny-fairychild-og-det-magiske-spejl/

Mine Projekter: Korets stemmer

Helsingør Kammerkor fejrer i 2020 70 års jubilæum. I den anledning udgives en jubilæumsbog i form af et festskrift.

Korets stemmer er ikke en traditionel 70-års rapport med oplistning af korets koncerter og udlandsrejser – ej heller en registrering af korets medlemmer og fortidens dirigenter .

Korets stemmer er en fortælling om menneskene bag korets stemmer. Det er historien om Stigs tur hjem fra et nytårsgilde i Århus, og hvordan han kom ind i koret – og blev der i 50 år. Det er fortællingen om det nye medlems oplevelse af musikkens dragende effekt, allerede inden døren til musikskolen er åbnet. Det er beretningen om, hvorfor hvert eneste medlem af koret har flere smilerynker, når de er samlet – selvom deres baggrund, livshistorie og motivation for at synge er forskellig.

Korets stemmer er et tidsbillede og en stemning af sammenhold og musikalitet i en verden, hvor talent, ambition og kærlighed til musikken somme tider kolliderer med virkelighedens realiteter.

Udgivelse forventet ultimo 2019

Anmeldelse: Christian Mørk: Kujonen

Forfatter: Christian Mørk
Titel: Kujonen
Forlag: Gyldendal
Udgivelsesår: 2017
Sideantal: 286

Kujonen får en eneste blå bog – udelukkende for den ret præcise beskrivelse af miljøet og stemningen i og omkring Dublin

Danske Andreas, der i øvrigt er lige så udansk som en kaktus, bor i New York, hvor han lever et kunstner liv blandt andre excentrikere, går til parties og har veninder med amerikansk klingende navne.

Til et sådant party møder han Nora, der er irsk og har så usandsynlig stor magt over ham, at han, efter blot dette korte sporadiske møde, kaster alt over bord og følger efter hende til den grønne ø. Hun er ganske vist gift, mentalt er hun ikke rigtig rask og så bor hun i øvrigt på et refugium for forfattere, hvor hun er under konstant observation og beskyttelse af forstanderen og de øvrige beboere.

Her er hendes interesse anderledes svingende ligesom hendes humør i øvrigt, og Andreas træder nu på skift ind i roller som forsmået elsker, misforstået stalker, skånselsløs hævner og hjælpeløst offer.

Nora udsætter Andreas for urimelige overgreb, løgne og bedrag, og han følger viljeløst efter, uden nogen form for fornuft eller stillingtagen. Undervejs begynder han at skrive en udleverende afhandling om Nora, der som forfatter har Rock-star stjernestatus i sit hjemland.

Det er tænkt som en hævn for alle hendes hårde gerninger, men det er uklart, hvem det skader mest. Til sidst bliver det for meget, han bliver på det nærmeste forvist og flygter nordpå til grænselandet, hvor IRA tilsyneladende har en stadig aktiv celle, der hjælper ham ud af den volds-erotiske knibe han er landet i.

Mørk formår på de 286 sider ikke at motivere min interesse eller rive mig med i historien. Personerne er utroværdige, situationerne søgte. Alene denne Rock Star status, Nora for sit forfatterskab, tilskrives i hjemlandet, virker konstrueret og underminerer plottet fra første til sidste side. En meget stor del af handlingen, og alle Noras irrationelle reaktioner, hænger netop sammen med denne status og det har bare ikke hold i den irske virkelighed.

Andreas følger Nora som en sindssyg hundehvalp og agerer så tåbeligt, at man skifter imellem at være irriteret på ham fordi han finder sig i hendes dårlige opførsel på den ene side, og på den anden side over de fuldstændig åndssvage ting han selv kaster sig ud i.

Kujonen er totalt blottet for spænding eller relevant handling. Det er en staccato agtig beretning om en utroværdig erotisk oplevelse, der aldrig skulle have fundet sted. Jeg håber med hele mit litteraturelskende hjerte at der ikke er så meget som et gram selvbiografisk materiale i kujonen.

Jeg fandt bogen på natbordet ved min mors dødsleje på et hospice. Måske derfor havde jeg et stille håb om, at det ville være en virkelig god læseoplevelse. Men jeg blev skuffet. Faktisk er jeg så irriteret over bogen, at jeg inderligt håber, at hun aldrig nåede at læse den. Det er ubærligt at tænke på, at hun, der havde et bibliotek med så mange fantastiske bøger skulle have læst netop denne som den sidste.
Jeg giver Kujonen en eneste blå bog og det kun fordi beskrivelsen af det irske miljø omkring Dublin er troværdig og tæt på mine egne oplevelser, da jeg boede i landet.

Anmeldelse: Johns saga

Titel: Johns saga
Forfatter: Torben Munksgaard
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Antal sider: 192
Sprog: Dansk
Udgivelsesår: 2018

Johns saga

Johns saga ender på 5 blå bøger for stemning, handling, sprog, charme og en god portion vemod

“Jeg er en gammel mand, jeg kaster en pjaltet skygge. Jeg har sagt, hvad jeg har at sige, min tid er kommet…..”

John har ikke udrettet det store i livet, har ikke fået ridderkors eller fornemme titler, men han har levet et hæderligt liv med kone og børn, i samme hjørne af København som han var barn og ung i, dengang før verden gik i forfald.
Det er historien om en mand, der lever med drømmen om en tid, der var engang, men med en accept af, at han må nøjes med nutiden, og således tilpasser han sig. Holdninger har han, men han handler ikke. Trusler om terror i den store verden og en ungdom i forfald kan man meget vel diskutere på stamværtshuset – men ændre tingene kan man ikke.

Men så sker der noget. Og på en helt utrolig stilfærdig måde imploderer Johns verden. Hans små forsøg på at ændre den ydre verden er frugtesløse, men han kan måske rette op på en lille ubalance i det hjemlige univers. En rejse til Island synes at være middel til målet, men pludselig er det, som om det ikke er den ydre verden, der er mest af lave, men også den helt nære verden, og det stikker så dybt, at det rammer ham helt ind i hans inderste jeg.

Som Johns liv er det ikke hverken stort eller dramatisk, men det er godt skrevet. Så godt, at man føler at man går dér, lige ved siden af hovedpersonen. Næsten i hans sko. Jeg kan høre lydene af Frederikssundsvej, når jeg, sammen med John, går fra Bellahøj og ind mod Nørrebrogade. Jeg kan dufte durum rullerne og de slatne pizzaer og jeg kan se de mange forskellige nationaliteter sno sig ud og ind imellem hinanden på de brede, og alligevel alt for smalle fortove i alt for højt tempo for en gammel mand med stok og en lille en bag øret.

Når John inviterer læseren med på værtshus er lugten af gammel røg, de klistrede gulve og den rendyrkede værtshusstemning ikke til at tage fejl af, og beskrivelsen af interaktionen med alle de mennesker John har i sin hverdag, så præcis at det næsten ikke er fiktion.

Johns saga er ikke lang og er hurtigt læst. Sproget har et behageligt flow og siderne vender næsten sig selv. Som at spise popcorn til en god film. Men Johns saga er svær at lægge fra sig, når sidste side er læst. For det er historien om min far, eller svigerfar, min skøre gamle onkel eller måske mig selv, og vemodet, samvittigheden, og trangen til at gribe ind og gøre noget er svær at lægge fra sig.

Med Johns saga har Munksgaard givet læseren en -sikkert fortjent- røffel. Den måde John behandles af sine nærmeste er usmagelig, men de fleste koner, sønner, døtre, svigerdøtre og børnebørn vil omvendt kunne retfærdiggøre deres opførsel med en henvisning til Johns eget forfald. For imens John ser verdens forfald, er det omvendte tilfældet for verden. Familien ser en mand i forfald, en mand, der efter han bliver alene, lader stå til og giver slip på alle gode manerer. En dybt pinlig drikfældig gammel nar, som ikke lader sig styre eller kontrollere.

Man fornemmer tidligt i sagaen, at et eller andet ikke er helt i balance i Johns familie. En søn, der knap kan overtales til at sætte sig ned, imens han er på besøg, en farmor, der er frygtelig nervøs over at skulle deltage i barnebarnets studentergilde og en far, der drømmer romantiserende om dengang han vippede rivalen Jørgen af pinden og dermed fik sin Vera, i stedet for at forsøge at styrke relationen til sine tre børn. Man fornemmer det som læser, men for John er det lykkedes at fortrænge, at noget ikke er helt, som han tror. Historiens klimaks er, da livsløgnen går op for ham, og det er lidt uklart om vi derfra bevæger os imod det totale sammenbrud eller om det er en fugl Phonix, der rejser sig af asken. Det afhænger af øjnene, der ser og Johns oprør sikrer, at han ser det HAN ser, og ikke bekymrer sig om os andre.

Der er et par tråde i bogen, man som læser godt kunne tænke sig at have fået fulgt helt til dørs. Vi får serveret et par flashbacks til hvad der i situationen var små trivielle øjeblikke, men som i retrospekt giver John en forklaring, men det er som om der mangler det sidste flashback. Et endeligt bevis på, hvad det var der skete -eller hvorfor.
Men netop her, ved denne mangel på det endelige bevis, viser Munksgaard sin styrke som forfatter. Han falder ikke for fristelsen til at servere alle løsninger på dertil indrettede sølvfade, og ved det bliver Johns liv virkeligt – for i den virkelige verden er der ikke altid svar på alt. Og i den virkelige verden ender livet ikke altid lykkeligt.

Som karakter er John troværdig og gennemført. Hans holdninger og handlinger giver mening og samtidig har han politisk kant og humoristisk sans. Enkelte steder skinner forfatterens egen alder og årgang igennem; når John sender en velformuleret svada afsted til tv stationernes HR division for kvaliteten af deres rekrutteringer, lyder det ikke som en 75 årig pensioneret gørtler, der kort forinden har postuleret, at han også var håndværker engang, og da gjorde man ikke tingene to gange. Jeg er dog ret glad for netop de passager, hvor John tager sig en lur og Munksgaard får taletid, for så er der også lidt til min “jeg-er-da-kun-midt-i-livet-og-jeg-synes-sørme-allerede-at-ungdommen-er-i-forfald-mølle”

Jeg kommer til at læse Johns saga igen, kan jeg mærke. For han har noget på hjerte. Det er samfundskritik, danmarkshistorie, menneske kendskab og gribende god underholdning helt på niveau med Gustav Wied i “livsens ondskab”.
Johns saga får ca. 5 blå bøger. Jeg skal lige sove på det, så kan det godt være det bliver til 6.

Rigtig god læselyst

Anmeldelse: Bondedreng fra Bjerlev

Titel: Bondedreng fra Bjerlev
Forfatter: Bo Erik Christiansen

Forlag: Eget forlag
Antal sider: 223
Sprog: Dansk
Udgivelsesår: 2018

Bondedreng fra Bjerlev får fire blå bøger for den god stemning, ærlighed og det lækre sprog

Bondedreng fra Bjerlev er en finurlig læseoplevelse – i den lette genre. Uden fast kronologi men med en struktur, der dog giver mening, serveres 39 snapshots fra livet på landet fra 1960 og to årtier frem. Det er fortalt fra barnets perspektiv, uden bagklogskabens tolkning, men som det blev oplevet lige der, hvor det skete.

Forfatteren har bevidst fravalgt dansen med de store forlag og er gået direkte til at selvudgive. Det er ærgerligt, for det sproglige niveau, den ironi og humor, der gennemsyrer teksten og det potentiale de fleste af de 39 erindringsbilleder rummer var en større sag værdig.

Det bevidste valg, at selvudgive, har tilsyneladende reduceret ambitionsniveauet, og forfatteren er da også meget ærlig omkring, at bogen er startet som en øvelse udi slægtsforskning og er blevet til efter nøje overvejelser om, hvordan materialet bedst kunne gives videre til de kommende generationer. Det er en stor og prisværdig gestus for arvingerne, men en skam for de potentielle læsere af, hvad der kunne have slået meget forlags-udgivet litteratur af pinden.

Bogens styrke ligger i de tidligste barndomsminder, hvor der med humor og slet skjult ironi berettes om disse forunderlige regler og rutiner “De voksne” fastsætter og håndhæver.

Det er sproglig magi, når billedet af den lille knægt på marken, i skolestuen, i køkkenet toner frem for det indre blik, så tydeligt som var det en film. Når vi sætter os til rette i stuen og ser Danmarks Radio med familien på gården eller gemmer os lidt bag de andre, når der på barbarisk vis slagtes eller kastreres grise.

De sidste ca. 10 fortællinger er opsummerende, afsluttende, og virker som om vi lige skal have det hele med, frem til barndommens officielle afslutning. Det er her ambitionsniveauet fra den planlagte selvudgivelse dræber magien. Det bliver ordinært, opremsende, kedeligt.

Det er ikke nær så spændende at høre om, hvilke popidoler, der gæstede de lokale spillesteder, eller hvilke scener, der udspillede sig ved et tilfældigt løssluppen nytårsgilde, som det er at få malet stemningsbillederne med de detaljerede penselstrøg som den tidligste barndom tilbyder. Herregud, vi har jo alle slæbt en brandert hjem på mere eller mindre værdig vis, og hvem har ikke efterfølgende stået en arbejdsdag med tømmermænd igennem? Ikke som løvetæmmer måske, men alligevel.

Konturerne af en kernefamilie udviskes i bogens sidste del, og man aner et drama, der ikke skal berøres, men som vel er årsag til at bogen ændrer karakter, netop her.
Stemning og iscenesættelse minder mig om “Min sønderjyske farm”; men hvor Erling Jepsen, ikke rigtig inviterer os indenfor, lader Bo Erik Christiansen os komme helt med ind i barndomshjemmets køkken, stue og hjertevarme, og her er der godt at være.
Der er ikke meget fiktion i “Bondedreng fra Bjerlev”, og som sandfærdig biografi og beskrivelse af “en tid, der var en gang for ikke så længe siden og så alligevel i et andet årtusinde” er det en stærk beretning.

Men jeg håber der kommer en opfølgning med en fiktiv beretning til at fylde hullerne ud, når nu sløret ikke skal løftes helt for alle personlige og private detaljer på gården i Bjerlev. Det sproglige niveau og de stærke stemningsbilleder ville gøre det aldeles læseværdigt.

Bogen er i øvrigt rigt illustreret og har relevant kort-materiale, der måske godt kunne have været undværet fordi sproget er så præcist, at man aldrig er i tvivl om, hvordan noget så ud eller var placeret i forhold til hinanden.

Tag Bondedreng fra Bjerlev med på stranden eller til en regnvejrsdag i sommerhuset, eller endnu bedre: læs den højt for dine børn eller bedsteforældre. Der er hyggelige timer i vente. Continue reading