Anmeldelse: Dragesten 1 – Dragehjerte

Titel:Dragesten 1 – Dragehjerte

Forfatter: Ry Kristensen

Forlag: Forlaget Evig

1. udgave, 1. oplag 2019

ISBN: 978-87-93756-10-6

Der er 6 blå bøger til Dragesten 1: For troværdige karakterer, spændende handling, godt flow, dejligt sprog, overbevisende fantasy-univers og en helt igennem god læseoplevelse

Mark og Le er et helt almindeligt søskendepar, der bor alene i en hytte i skoven med deres mor og med et tæt forhold til deres farfar, efter at deres far døde, da de var helt små. En sorgløs og lykkelig barndom i pagt med naturen og uden større trusler. Men en dag vågner søskendeparret op til en helt ny virkelighed. En virkelighed, hvor hekse, harpier, drager og kampe på liv og død er hverdagskost og Mark og Le finder ud af, at ikke blot er de selv af den særlige dragemenneskeslægt, de er også de eneste to, der kan sætte den hemmelige modstandbevægelse i stand til at bekæmpe det styre, der har undertrykt befolkningen siden den grusomme udrenselse.

Mark og Le er dragemennesker, og alene derved er de ualmindelige, men de har også særlige evner i form af mod, viljestyrke, søskendekærlighed, empati og humor. De er hver især så elskelige netop fordi de er beskrevet med en dybde, der giver dem troværdige personligheder. De er modige og dumdristige, men også bange, ulykkelige og ustyrligt vrede. Enhver kan skrive en historie om en modig helt, men sjældent er helte beskrevet mere troværdigt og nuanceret end her, hvor Mark og Le fremstår så ægte at man næsten forventer at møde dem næste gang man tager i skoven.

Ry Kristensen kan sit håndværk. Mark og Le og alle karaktererne omkring dem, er stærke, troværdige og relevante og de situationer og miljøer de færdes i, er så levende beskrevet, at det er som at være der selv. Man lader sig rive med og sluger kapitel efter kapitel, uanset om man er den højtlæsende voksen, der har varslet tidlig sengetid eller det normalt ukoncentrerede barn, der plager for bare en enkelt side mere.

Historien om Le og Mark er bygget over et relativt simplet plot, men undervejs er det så levende beskrevet og med små overkommelige spændings-højdepunkter at man hele tiden får små godbidder til at fastholde opmærksomheden. I modsætning til mange andre af samme type eventyr arbejder historien sig ikke monotont hen imod et klimaks, men løber af to spor, hvor vi på skift følger de to søskende i de små og store udfordringer de møder undervejs. Det gør handlingen spændende og vedkommende, interessant for de større og overskuelig for de mindre børn.

Sproget er skarpt og præcist, handlingen har det helt perfekte flow og det er UMULIGT at lægge den fra sig når kapitlet er slut. Dertil kommer stor troværdighed, sympatiske karakterer, og scener og miljøer, der fremkaldes for det indre blik, så det føles som om man har været der.

Bogen er trykt i en lækker kvalitet, der kan holde til mange genlæsninger, ligesom grafik og layout er helt i top. Desuden er forsideillustrationen imponerende, rummer næsten hele handlingen i ét enkelt billede, og understøtter bogens gode beskrivelser med detaljer fra handlingens væsner og situationer.

Dragesten 1 – Dragehjerte blev læst som højtlæsning for børn på 5, 8 og 10, der alle var meget begejstrede og engagerede frem mod bogens slutning. En meget stor fornøjelse som højtlæsning, men kan også læses selvstændigt fra ca. 3. klasse for den øvede læser.

Vi glæder os til en fortsættelse!

Anmeldelse: Shanghai – i lyst og nød

Shanghai – i lyst og nøde får 3 blå bøger for en solid og gennemarbejdet dokumentarisk roman

Titel: Shanghai – i Lyst og Nød

Forfatter: Arabella Neuhaus

Biografisk skønlitterært værk baseret på forfatterens mors dagbøger

Forlag: HISTORIA

Udgivelsesår: 2019

Sideantal: 286

ISBN 978-87-93846-08-1

Dette er et anmeldereksemplar

Da vi møder Kamma og Doron er de ved indsejlingen til Shanghai i året 1939, nygifte, forelskede og med alle sanser åbne for at opleve deres livs store eventyr i et Shanghai, der står foran enorme omvæltninger på lige fod med resten af verden, på terskelen til 2. verdenskrig.

Der ligger grundig research bag bogen, der da også giver læseren en interessant historielektion fra et hjørne af verden, der ikke hyppigt er beskrevet på dansk, og slet ikke fra en ung civil kvindes synspunkt.

Neuhaus lykkes rigtig flot med gengivelsen af stemningsbilleder, men møder en væsentlig begrænsning i det følelsesmæssige aspekt, hvor moderens ’ægte’ dagbøger hæmmer forfatteren en del – nok netop fordi hun ønsker at være tro mod forlægget og derfor ikke kan gå helt så dybt i detaljerne på hovedpersonens følelelsesliv, som hvis det havde været en fiktiv person, eller en slægtning to-tre led tilbage i historien.

En del af handlingen udspiller sig i mere eller mindre intrigante damers selskabslokaler, men intrigerne foldes kun i ringe grad ud, og dermed bliver handlingen opremsende og stacato-agtig imens man aldrig rigtig får Kammas følelsesliv ind under huden.

Persongalleriet er spændende og nuanceret, og der kunne med fordel have været brugt energi på at lade disse karakterer folde sig ud i fiktionens verden frem for gengivelser af dagbøgernes præcise tekst, når det allerede er beskrevet i foregående afsnit. Bag bogen ligger grundig, faglig og professionelt gennemført research, og det bliver faktisk det bærende element for en udmærket læseoplevelse. På godt og ondt, eller i lyst og nød, kan man mene, for den videnskabelige tilgang fylder meget. Når fiktionen endelig får lov at leve frit, følges der hyppigt op med et stykke dagbogstekst, som for at dokumentere rigtigheden af det skete – og dermed rives man igen ud af illusionen og sidder tilbage med en lidt amputeret oplevelse uden nævneværdig sammenhæng eller flow.

Som læser mangler man enkelte steder en forhistorie, blandt andet henvises til Dorons udseende, men det forbliver implicitte henvisninger, ligesom man andre steder får skæbneforseglende oplysninger, der spiller blandt andet en svigerinde af banen, med et ”De skulle aldrig se hende mere.” – Den sidehistorie fylder en del mod bogens slutning, og kunne efter alt at dømme have været inddraget langt mere fængslende – således indikeret af de givne oplysninger.

Neuhaus leverer et solidt værk, men har sat sig selv i en svær knibe i krydsfeltet imellem fiktion og fakta. Troskaben mod den primære kilde lægger sig som et litterært åg, imens der langt mere frit arbejdes med de beskrivende passager omkring stemning, arkitektur og interiør. Man får et indblik i high society miljøet i en tid der var engang, og det er ligeså interessant som det er frustrerende, netop fordi man som læser ikke får lov at træde helt ind i de gyldne gemakker og opleve det beskrevne.

Bogen afrundes uden videre ståhej med en opsummering af hændelser i den resterende del af Kamma og Dorons liv og følges op af en beretning om forfatterens besøg i Shanghai, hvor de forskellige bygninger og steder beskrives som de er i dag. Paradoksalt nok er der langt mere spænding i maven, når disse passager læses, fordi man faktisk får lov at mærke hvordan det føles at gå i de afdøde forældres fodspor i et kapitel af deres liv, der fyldte så meget, men kun varede et enkelt år.

Bogens forside er prydet med få utydelige billeder på en baggrund af Shanhais havnefront. Kvaliteten er lækker med både for- og bagflap, men det skuffer, at der ikke er suppleret med flere billeder i teksten, når nu det faktuelle og dokumentariske fylder så meget. ’Shanghai – I Lyst og nød’ var i sin helhed en god oplevelse, men efterlader en følelse af manglende forløsning, der kunne have været undgået, hvis forfatteren havde haft mod til at vælge imellem dokumentarisk eller fiktiv roman.

Udgivelsen er støttet af VELUX fonden, Statens kunstfond og midler fra Copydan under Autorkontoen i Dansk Forfatterforening, men det overvejende indtryk er nu alligevel en slægtnings gengivelse af private memoirer for kommende generationer i familien.

Anmeldelse: Katinka og bøvserne

Katinka og bøvserne får fem blå bøger for humor, relevans, sprog og finurlige illustationer


Titel: Katinka og bøvserne
Forfatter: C.G Valentin
Forlag: Petunia imprint under Nelumbo

ISBN: mangler pt

Anmelder eksemplar – inden tryk (pdf)


Katinka har drukket sodavand og pludselig slår hun en bøvs. Det er jo det vi voksne kalder det, når luften i maven forvandler sig til en rungende lyd i munden. At man slår en bøvs. Men for Katinka er det ikke så ligetil. Man må jo ikke slå, og hvad nu med den stakkels bøvs, som hun uden at ville det har gjort ondt.
Katinkas fantasi tager os med helt ned i maven til en koloni af bøvser, som har et dejligt liv dernede. Katinka er noget ked af, at hun har gjort bøvserne ondt og hun må have trøst og forklaring af far og mor, da det endelig går op for dem, hvad det er, der bekymrer deres datter.


Som voksen må man trække lidt på smilebåndet over den finurlige fantasiverden, der udspiller sig på bagsædet af bilen i Katinkas mave. Det er vidunderligt at stille skarpt på en leg med et ord, som vi voksne bruger i flæng, men som børn nemt kan misforstå.


C.G Valentin får foldet et dejligt univers ud for de voksne, der har glemt, hvordan en børnehjerne virker, og for børnene er det en morsom oplevelse at se de problematiske bøvser, der også ved deres eget spisebord kan springe ud, blive slået og resultere i opdragelse eller irettesættelser.


Katinka og bøvserne kan læses højt for de mindste, og giver her et godt grin og udgangspunkt for en god dialog. Den kan læses selvstændigt af den stabile 1.-2. klasses læser og er morsom og underholdende for dem også.


En rigtig dejlig børnebog med forfriskende tilgang til både tekst og indhold.
Illustrationerne er helt perfekt til bøvserne. Hvis man nogensinde har tænkt over, hvordan en bøvs egentlig ser ud, har man fået svaret lige her.


Katinka og bøvserne får 5 blå bøger for et frisk pust i genren. Morsomt indhold, let læselig tekst, god baggrundshistorie, dejlige illustrationer og rammer plet hos både drenge og piger i alderen 4-10 år.

Anmeldelse: Birgithe Bjerre Holse – Ord for ord mod lyset

Forfatter: Birgithe Bjerre Holse
Titel: Ord for Ord mod Lyset (Digte)
Forlag: Ordenes Forlag

ISBN 978-87-971135-0-9

  1. udgave 1. oplag 2019
Ord for Ord mod lyset får to blå bøger

Ord for Ord mod Lyset er en digtsamling uden at være det. Det er en skæbnefortælling uden at være det. Og en rejseskildring i forfatterens sind, liv og udvikling – uden at være det.

Birgithe Bjerre Holse tager læseren i hånden og fører med stor ærlighed an på rejsen ned i sit sinds dybeste mørke og op imod lyset. Det er lyrisk og poetisk tænkt – også selvom selve rejsen er banal i sin sammensætning af hverdagens trivialiteter. Det er dét, der er så fint ved Ord for Ord mod Lyset. Det er, hvad det giver sig ud for at være: En beretning fra et virkeligt liv, med alt hvad det indebærer af sorg, smerte, tvivl, trivialiteter, kedsomhed og banale logistiske udfordringer.


Da livet går i sort, finder forfatteren en styrke i sig selv til at starte forfra – selvom der egentlig ingen styrke var at finde. Det er stærkt, uden at være en beretning om styrke.


Den selvindsigt og personlige overvindelse man selv kan opnå igennem egne rejser mod lyset er ubegribelig, men ikke nær så ubegribelig som det for den udenforstående er at se på, når andre ikke kan gøre det samme. Vor rejseleders skuffelse og sorg ved at se en af de nærmeste give op, hvor hun selv kæmpede videre, eller ved at se potentielle livsledsagere forkaste kærligheden af modvilje mod fysisk flytning er så tydelig, at det næsten gør fysisk ondt og man får lyst til at ruske den person, der gav op så let på så vigtigt et tidspunkt i rejsen tilbage mod livet.


Jeg savner lidt en introduktion til forfatterens baggrund – det kan naturligvis findes ved en google søgning, men her, hvor det er så personlige tekster, ville det give en anden dybde til forståelsen af den situation forfatteren befinder sig i undervejs. Faktisk giver teksterne mig et indtryk af en person, der er måske 20 år ældre end mig selv – i virkeligheden er hun 5 år yngre.


Jeg er vild med format, forside og layout. Bogen er, som forsiden, printet hvidt på sort, og det giver en sammenhængskraft og dybde til bogens indhold, som er en styrke i sig selv.


Det er ikke stor kunst eller varig lyrik, men Birgithe Bjerre Holse formår alligevel noget stort. Hun viser mere end fortæller, hvordan det føltes at havne i depressionens desperate mørke, og uanset om man har været der eller ej, er det svært ikke at lade sig rive med og blive lidt klogere både på sig selv og sine omgivelser.


Som litterær debut på selvudgiverforlag er det er hæderlig start, men det største formål synes at være forfatterens egen proces igennem en livskrise… og det er faktisk helt fint!


‘Ord for Ord’ mod lyset får 2 blå bøger for styrken, for modet og for invitationen til rejsen ind i mørket og ud mod lyset.

Anmeldelse: Marianne Lapp – Et strejf af Vanvid

Forfatter: Marianne Lapp
Titel: Et Strejf af vanvid – To fortællinger om <3
Forlag: BoD 1.udgave 2018 (BoD)

ISBN: 978-87-4300-701-2

Et strejf af vanvid – 5 blå bøger for en skøn læseoplevelse på alle parametre

Fra forsidebilledets blafrende forhæng – hvor man mærker en lun brise henover gulvbrædderne og til sidste side, hvor man med lidt vemod tager afsked med den anden novelles hovedpersoner, er ’Et strejf af vanvid’ en skøn læseoplevelse.

Ærligt tog det mig lidt tid at komme rigtigt i gang med den første – og korteste –  af de to noveller. Jeg skulle lige ind i sprogtonen og forstå hele sammenhængen, men da det først var på plads, blev det ren fornøjelse frem til sidste side.

Lapp formår at skabe tydelige billeder, selvom det ikke er det beskrivende, der dominerer bogens to tekster. Det er handlinger, tanker og dialog, der viser følelserne og de beskrivende elementer er derefter flettet nænsomt ind i et netværk af ord, så læseren efterlades med tydelige stemningsbilleder og en længsel efter at vide, hvad der sker i hovedpersonernes liv, når sidste side er læst.

Man ender med at holde af dem – både den temperamentsfulde Vibe og hendes nye ven René i første historie og de to kammerater Christian og Rudi, som vi møder i bogens anden historie.

Den første novelle er som et tilbageblik i livet. Kroppen husker, og det er stemningen, lyset, lydene og duftene den husker, imens de trivielle detaljer står tilbage i et sløret skær – bag det halvt gennemsigtige forhæng, i solnedgangslyset eller i kedelige fakta dokumenteret i konkursbegæringer og skilsmissepapirer. Det er kærlighed med en undertone af erotik, men langt fra ugebladsnovellen og alt for stueren til egentlig at være erotik. Det er fin kunst, som lagrer sig i læserens sind – næsten som om det var ens egne sanser, læserens egen krop, der oplevede den beskrevne romance.

Den anden historie er egentlig for lang til at være en novelle, og havde historiens forfatter givet sig selv lidt løsere tøjler rent sprogligt, kunne den have haft det dobbelte omfang. Sproget er stramt og spartansk og det er næsten synd, fordi man ikke får lov at dvæle ved de fint beskrevne situationer ret længe – men så er det jo godt, at man som læser selv kan vælge en pause inden næste passus og lade indtrykkene bundfælde sig.

Undervejs følger vi de to kammerater og deres venskab imens både det og de udvikler sig mod voksenslivets anderledes konstellation og relation. Det er raffineret gjort for man opdager næsten ikke at historien om det gode kammeratskab bevæger sig ind i en helt anden genre; nemlig den noget mere sparsomt beskrevne LGBT-verden, hvor vi her har med ganske få af dén regnbues farver at gøre, men til gengæld på en måde så selv den mest homofobe læser kan være med. Der er ingen tvivl om, hvad det er der foregår, men det er beskrevet så fint, at det bliver kunstnerisk. Lapp giver sin læser et indblik i en verden som mange ikke kender ret godt, og hun gør det på en måde så man får lyst til at lære mere. Eller måske er det bare Rudi og Christian og deres relation man vil have mere af. Jeg var i hvert fald selv ret hurtig til at få hentet den gratis novelle ned fra forfatterens hjemmeside, i håbet om at få et lille ekstra kig i posen om drengenes helt specielle relation.

Der er ingen overflødige ord i ’Et strejf af vanvid’. Alt er beskrevet og udført med kirurgisk, minimalistisk præcision. Lapps fremmaning af stemningsbilleder er på styrkeniveau tæt på Kafka, men med mere handling og mindre behov for abstrakte tolkninger. Det er stærkt og overbevisende og efterlader et indtryk af en forfatter med høj faglighed og stor erfaring, som mange andre kunne lære af – særligt måske, når man som Lapp vælger at selvudgive på BoD.

Et strejf af vanvid får hele fem blå bøger herfra. Der er mod på alle parametre, når man er selvudgiver, skriver i LGBT nichen og endda i novelleformatet, som nemt kan blive overfladisk, pladderromantisk eller ufærdigt. Et strejf af vanvid fortjener en god medfart.

Det kan altså godt være farligt & Det kan altså stadig være farligt

Forfatter: Lars Holmsted
Titel: Det kan altså godt være farligt
Illustrationer: Jon Ranheimsæter
Forlag : ABC forlag
1. udgave 2011
ISBN: 978-87-7916-128-3

&

Forfatter: Lars Holmsted
Titel: Det kan altså stadig være farligt
Illustrationer: Jon Ranheimsæter
Forlag : ABC forlag
1. udgave 2014
ISBN: 978-87-7916-250-1

Henrik, René og Jøppe – er faktisk hedder Jørgen, er tre raske drenge, som lever et skønt liv i en forstad på Sjælland, inden der blev monteret skærme på ethvert drengeværelse. Vi befinder os i 1960’erne og sikke dog en skøn tid det var.

’Titlen lyder næsten ligesom dig, mor’

Ellen, 9 år

Det er præcis som i Stephen King filmen ’Stand by me’ (Sammenhold på dansk). Kammeratskab, vovemod, undren over de voksnes mystiske adfærd og så en hel del mere held end forstand, når de tre kammerater roder sig ud i (og heldigvis også ud af) hverdagslivets mange eventyr.

Det bedste ved bogen var, da mor begyndte at græde’

Ingrid, 4 år

Man skal være en ualmindelig hardcore klidmoster for ikke at blive grebet af selvindsigt, når Jøppes mor beskrives. Her på matriklen måtte kapitlet læses igennem gentagne gange samme aften, fordi det var så præcist og så ubegribelig morsomt. Mødre er stadig som i 1960’erne.

Det samme gælder fædre, lærere, sure naboer og deres søde koner.

Og gudskelov har skærmens indtog i nutidens børneliv heller ikke haft den store betydning. Kapitlernes selvstændige historier er lette for børnene at relatere til, også selvom der ikke er skærme, mobiltelefoner og forældreintra. Forskellene giver et godt udgangspunkt for snak om, hvordan det var dengang mor, mormor og alle de andre gråhårede var børn.

Hvert kapitels tekst er suppleret af én illustration – det er ikke helt nok, synes mine børn, men egentlig er det en kompliment, for de ville jo bare gerne have mere af Jon Ranheimsæters skønne billeder med de sjove detaljer.

Teksten er let at læse, og i en behagelig størrelse, så man ikke behøver spotlight på, lige inden godnatlæsning.

Bøgernes styrke er samtidig deres svaghed. Der skal stoppes for uddybende forklaring nu og da, fordi der trods alt er forskelle på dengang og nu. Hvorfor må lærerne for eksempel slå på børnene og hvad i alverden er hønseringe? Men her ligger jo netop den gode dialog og en lille smule historiefortælling.

Forældre og bedsteforældre kan få hukommelsen på gled ved højtlæsningen og på den måde bliver Jøppe, Henrik, René og også Store-Søren, som de senere optager i deres kreds kulturformidlere på en dejligt nærværende og helt analog måde.

Så snart vi er færdige med sidste kapitel, skal vi læse det hele én gang til

Carl, 7 år

Der er inspiration til (u)farlig leg og læring, og via drengenes erfaringer får man fortalt sine egne børn, at det godt kan være en god idé at tænke sig om. Samtidig er der imellem linjerne en skøn perspektivering af voksne set igennem barnets øjne, der i hvert fald sender mig tilbage i barndommens rige for en stund, og hvem vil ikke gerne opholde sig der med sine egne børn, bare et lille øjeblik.

Der er 4 blå bøger til Henrik, René, Jøppe og Store-Søren

Grøflen & Grøflingen

Forfatter: Julia Donaldson & Axel Scheffler
Titel: Grøflen
Forlag : ABC forlag
dansk udgave 2014 (oversat fra engelsk)
ISBN: 978-87-7916-256-3

&

Forfatter: Julia Donaldson & Axel Scheffler
Titel: Grøflingen
Forlag : ABC forlag
dansk udgave 2018 (oversat fra engelsk)
ISBN: 978-87-7916-504-5

Vi elsker Grøflen! Eller Grøffeldyret, som han altså hedder hjemme hos os, fordi det var i filmens verden vi først mødte ham – og der hedder han altså Grøffeldyret.

Dette store, skræmmende, livsensfarlige, men også naive monster, der i den dybe mørke skov – alene på sit rygte – får både ræv, ugle og slange til at slippe den lille lækre mus, inden han skal mødes med sin ven – Grøflen! At det hele er noget musen – med sin gode fantasi – finder på, falder dem ikke ind.

Så uhyggelig er musens fantasimonster, at alle flygter ved synet af ham, da det senere viser sig, at han faktisk findes. Men musen får med sine gode talegaver overbevist det farlige monster om, at det er ham, den lille mus, der skræmmer alle – og her redder musen livet på grund af Grøflens naivitet.

Filmen er god. Bogen er endnu bedre. Der er en ro og fred, på trods af den fare, der hele tiden lurer. Illustrationerne er dybe og underfundige, med mange lækre detaljer, som man kan tale længe om. Alle dyr er genkendelige i den danske natur, hvilket betyder, at legen om Grøflen nemt tages med, når familien tager på skovtur. Der er læring om adfærd, natur og følelser som frygt, mod og spændning imellem bogens let læste versefødder.

Grøflen er alt i alt en af de favoritter, vi aldrig giver fra os. Faktisk måtte den indkøbes akut efter tilbagelevering til biblioteket, for den skal være på reolen.

Grøflen får fem blå bøger

Grøflingen

Vi elsker Grøflen, men måske elsker vi Grøflingen endnu mere. Grøflen har i mange år båret på frygten for den farlige mus og nu skal hans lille hun-Grøflinge-unge lære om, hvad der er farligt i skoven. Den fortæller om musen i de detaljer han nu kan huske, og da han sover trygt, går den lille Grøfling ud for ved selvsyn at se det farlige monster. Endnu engang lykkes det for musen at narre en potentiel fjende, og det endda på endnu mere snedig vis end sidst.

Der er undertoner af ’ikke alt er som det ser ud’, ’gå imod din frygt’ og også lidt ’David og Goliath’ i historien om den lille mus, der uden at blinke møder Grøflingen med samme store mod, som den tidligere mødte den langt større Grøffel.

Det er svært ikke at falde for Grøflingen, der ligesom sin far ikke har opdaget sin egen størrelse og styrke. Den er lidt dum. Den er lidt naiv. Den er lidt kluntet. Men den er også dejlig og kær, når den krøller sig sammen og falder i søvn hos sin far, hjemme i hulen. Så er den ikke spor farlig mere. Da er den bare kær og så elsker vi den endnu mere.

Grøflingen får 5 blå bøger ligesom sin store stærke far

Grøflen og Grøflingen er for de 2-5 årige et dejligt eventyr i to dele, med en god og tryg slutning. Bøgerne er skåret over samme læst med motiver, der går igen og igen igennem fortællingen, så de yngste lader sig rive med og hele tiden ved, hvad man kan forvente.

Begge bøger kan købes hos ABC forlag.

Anmeldelse: Michael Clasen: Gourmand

Forfatter: Michael Clasen
Titel: Gourmand – En krimi med Daniel Dreyer
Undertitel: (kun på titelblad, ej forside) Daniel & Dødssynderne 2: Frådseri
Forlag : BoD
1. udgave 2018
ISBN: 978-87-430-0369-4

Gourmand får to blå bøger – for et plot, der holder og for præcis samfundskritiske vinkler.

Dette er et anmeldereksemplar

I et Sydsjællandsk lokalsamfund udspiller der sig henover en varm sommer en række dramatiske begivenheder, der alle har en sammenhæng med et kommunalt udbud af bespisning i ældreplejen, samt salget af en nedbrændt gourmet restaurant. De bydende på begge udbud kaster sig ind i en indædt kamp om det vindende bud, og skyr ingen midler – heller ikke mord og bestikkelse.

Undervejs i sommervarmen sker der også andet i det lille lokalsamfund, blandt andet intet mindre end to (for handlingen komplet uvedkommende) selvmord, der virker både malplacerede og uinteressante.

Jeg er med på bogens tema om fråds, og forstår godt forfatterens ærinde med at sætte fokus på overspiserens og anorektikerens indre dæmoner, der – omend de befinder sig i hver sin ende af vægtskalaen – har afsæt i samme grundlag: kropsfiksering, selvværdsproblemer og sygeligt kunstige samfundsnormer. Jeg forstår budskabet, men ikke, hvorfor de skal med i historien.

Clasen har fine og præcise beskrivelser af steder, handlinger, personer og meget andet, men der er så mange forstyrrende elementer i form af sproglige, grammatiske og stavefejl, at det gør læsningen vanskelig.

Ud over den underlige ‘i et hvert fald’ formulering, der er konsekvent anvendt ( frem for det korrekte ‘i hvert fald’) begynder flere karakterer også pludselig at tale som noget fra en Gustav Wied roman.
Jeg kan gå med på spøgen for den aldrende borgmesters vedkommende, men de ca. 40 årige fra midt- og Sydsjælland, som jeg har mødt taler altså ikke som Emmanuel i livsens ondskab, og det underminerer den samlede troværdighed.

Karaktererne er overordnet ret troværdige. Dog må jeg protestere over den ledende politiinspektør Birks rolle og parforhold. Fra en vellykket og hyggelig parmiddag i starten af juli, drøner fruen på under en måned ind i en eksistentiel krise, der får hende til at udmarchere uden grund og uden varsel. Kun fordi gemalen i ca. to måneder har været optaget af ekstraordinært arbejdspres.

Seriøst?

Nogen burde give den dame en skideballe. Hvis man bliver SÅ fornærmet efter SÅ kort en periode med arbejdspres, skal man VIRKELIG tage et kig i spejlet, og overveje om man ikke skal starte med sig selv først. Det er fint, at Birk og frue forlader handlingen – jeg savner dem ikke – men min sympati får de altså ikke med den barnlige og utroværdige opførsel.

Det undrer faktisk, at hun slipper af sted med sin opførsel, for Clasen lægger ikke fingre imellem, når han med satirisk vid og udsøgt sarkasme skildrer det kommunale Danmark og ikke mindst udbuds-helvedet, som både offentlige og private aktører er underlagt. Dét er snedigt og præcist, og for det kan jeg ikke rose Clasen nok.

Det er så ærgerligt, at Clasen ikke har brugt lidt tid eller penge på en professionel beta- og/eller korrekturlæsning, for det kunne have løftet Gourmand adskillige niveauer over det nuværende.

Gourmand er en murstensroman. Størrelse XXL. Den er næsten umulig at håndtere, uanset, hvor man befinder sig. Størrelsen er den ene synder, kvaliteten den anden. Den er lidt slasket i omslaget og simpelthen for stor/forkert i formen.

Havde man nu udeladt de to uvedkommende selvmordere, de lange menubeskrivelser og hele spillet med Politiinspektør Birks parforhold, ofret lidt på en opsætning, der ikke efterlod et stort antal helt blanke sider efter en stor del af bogens mange kapitler, havde man nok kunne spare 50-60 sider og læserens ryg, arme og tålmodighed for mange kvaler.

Gourmand går ikke over i historien som en af mine favoritter, men jeg tager hatten af for beskrivelserne af vores samfund som det ser ud lige nu. Hvis den 3. Daniel Dreyer Krimi får en lidt skarpere redigering, fastholder den skarpe satire og styrker troværdigheden af karaktererne over en bred kam, så læser jeg gerne med.

Gourmand får to blå bøger. Én fordi plottet faktisk holder, selvom man skal holde tungen lige i munden for at få øje på og fastholde det, og én for den præcise samfundskritiske vinkel.

Anmeldelse: Brian P Ørnbøl: Den urolige fisker

Forfatter: Brian P Ørnbøl
Titel: Den urolige Fisker – Udvalgte digte 2008-2018
Forlag: Det Poetiske Bureaus Forlag
1.udgave, 1. oplag, 2018
ISBN: 978-87-93653-33-7

Den Urolige Fisker får fire blå bøger for samfundskritisk præcision og sjældent varieret selvindsigt

Dette er et anmeldereksemplar

Den urolige fisker samler Ørnbøls digte fra samlingerne
– Barberbladshologrammer (2008)
– Sange Fra Midgård (2010)
– SYV (2013)
– Diamantstøv (2013)

Med sine samlede digte giver Ørnbøl et præcist og følelsesmættet billede af den tid vi lever i. Der er absurde, slibrige, urovækkende digte, der får det til at risle koldt ned ad ryggen. Men der er også de trygge, de kendte, de varme – de digte, der vækker en følelse af genkendelse, et smil ved erkendelsen af, at sådan er det virkelig: Livet. Ude i virkeligheden. Præcist og med kun lige akkurat de ord, der er nødvendige for at ramme og indramme motivet.

Den urolige fisker er som et barns perlekæde. Sammensat af alle de forskellige typer perler en børnehave kan rumme. Store, glatte, klare, matte, runde, skæve og med underlige konturer.

Digtene må læses ét ad gangen. Med ro og fordybelse. Som at betragte kædens perler. Måske synes man i dag, at en perle er grim, men i morgen – i et andet lys – er den kædens smukkeste.

Der er ikke en gennemgående følelse eller stemning. Således går det, når man smelter fire samlinger sammen i én. Dét er Den urolige fiskers styrke og svaghed. Det er svært at finde den rette stemning til samlingen, da springet fra de inderste svære følelser i fx. ‘Det har jo aldrig været meningen’ til ‘Konsulenten’s overprissatte tilbud om at ‘fortælle dig hvad du ved’.

Senere kommer digte som ‘Solen er så rød mor’, der sender mig direkte til Sønderjylland i bedste fald i Erling Jepsens univers – i værste fald i det univers, der har været beskrevet i medierne på forskellig vis med incest og mishandlings sager.

Den overvejende gennemgribende stemning er dog den præcise samfundskritiske tone. Satirisk, Sarkastisk, Sigende. Med færre ord, større præcision og bedre resultat opfanger Ørnbøl med sin fire-i-en digtsamling al den handling, frustration og stemning skønlitterære forfattere desperat forsøger at indkredse med digre og ganske overflødige roman-trilogier.

Hvis jeg skulle vælge imellem Lotte Kaa Andersens trilogi fra Hellerup i samme tidsperiode og Den urolige Fiskers 169 sider vil Ørnbøl vinde.

Den urolige Fisker får en plads på reolen i mit eget bibliotek og vil komme frem igen og igen. Der er digte, der så præcist beskriver genkendelige følelser, at den bør have en plads. Men der er også så præcise beskrivelser af den tid vi lever i lige nu, at den skal stå der som et historisk vidnesbyrd til fremtidige læsere. Den får en plads meget tæt på Knud Sønderbys ‘Midt i en jazztid’ og fire blå bøger for al den præcision og en god portion selvindsigt.

Når jeg anmelder bøger …

Når jeg anmelder bøger følger jeg så nogenlunde nedenstående retningslinjer:

Voksenbøger:

  • Skønlitteratur
  • Faglitteratur i den udstrækning det har relevans for sidens øvrige indhold
  • Digtsamlinger

Børnebøger:

  • Anmeldes typisk i samråd med børn, enten via fælles læsning eller ved højtlæsning.
  • Illustrationer, formater m.v. kan vægtes tungere for børnelitteratur end for voksenlitteratur

Metode:

  • Bogen vurderes primært udfra tekst, men layout, illustrationer og format indgår i vurderingen af den samlede læseoplevelse
  • Bogen gennemlæses – og der tages noter undervejs.
  • To dage efter afslutning skriver jeg udkast til anmeldelse
  • To dage efter gennemgår anmeldelsen en revision
  • Herefter tildeler jeg blå bøger på en skala fra 1-6 udfra en samlet vurdering af min læseoplevelse.
  • Forfatter, forlag og andre interessenter informeres via link, når anmeldelsen er online.
  • Anmeldelserne kan frit citeres med tydelig kildeangivelse ‘www.mitegetbibliotek.com’ eller direkte link til anmeldelsen
  • De Blå Bøger grafikken må gerne gengives, men dog kun efter forudgående aftale (hvorefter jeg fremsender billede i høj opløsning)