Anmeldelse: Århundredets Barn af Jacob Schmidt

Forfatter: Jacob Schmidt
Titel: Århundredets Barn
Forlag: Peoples Press
Udgivelsesår: 2. udgave 2011
Sideantal: 332

Århundredets barn får 3 blå bøger for en solid debut med interessant handling

I en ung mands fodspor følger vi livet i København under Den spanske Syge i København – et øjeblik i Danmarkshistorien, som jeg ikke har dyrket så meget og det er jo egentlig en skam.

Dramaet i den unge Anders’ liv tager sit afsæt i arbejderklassen og faderens oprør imod de kår man byder netop denne gruppe i samfundet. Undervejs krydres fortællingen med et indblik i Ø.K. Stifterens H.N. Andersens levnedsløb, helt fra barndommen på landet til de dunkle og dystre stuer i overklassens elite.

Etatsråden er på det tidspunkt blandt rigets mægtigste mænd og hans skæbne flettes sammen med Anders’ i et gådefuldt forløb, der trækker spor fra en glemt fortid og frem til det arbejderoprør, som Anders pludselig befinder sig midt i.

Århundredets Barn er en socialrealistisk fortælling, men den er spændende som en krimi. Hver eneste side vendes i spændt forventning om, hvad der mon nu skal ske. Dramaet i den unge Anders’ liv – og der sker i øvrigt ikke så lidt, for den rebelske portør – har nerve og kant, men den historiske vinkel på H.N. Andersens livs tragedie er næsten endnu mere dragende.

Virkemidlerne er mange. Den spanske syge giver en fornemmelse af klaustrofobi, det fattige arbejdermiljø er beskrevet så godt, at man næsten kan lugte baggårdenes ‘nødvendigheder’ og de støvede stuer hos overklassen springer tydeligt frem fra bogens sider. Det er stærkt konstrueret af en debutant.

Hele tiden befinder man sig i krydsfeltet imellem historiske fakta og fiktion, ligesom man undervejs holdes i uvished om, hvad der er fantasi, virkelighed og paranoia.

Stærkest af alt står dog spændingerne imellem den unge Anders og hans forældre. Forventninger, skuffelser, respekt og oprør. Det er den almengyldige historie om et ungdomsoprør, mærket af tidsstemplet midt i en krise, hvor muligheden for at give sit barn de muligheder, der skal til for at forventningerne kan indfries er begrænset af økonomi, der også forhindrer oprøret i at finde sted.

Århundredets Barn er tunge emner formidlet på en medrivende måde i et letflydende sprog. Handlingen er intens som i en krimi – og detaljerne vil på samme vis fortone sig i glemslen, men stemningerne, læringen og fornemmelsen af livet i mellemkrigstiden vil stå tilbage længe efter sidste blad er vendt.

Bogen kan blandt andet købes på saxo.com

Jeg giver århundredets Barn fire flotte stjerner for den gode læseoplevelse, læringen og for alle de intense underspillede sekvenser.