Anmeldelse: Bondedreng fra Bjerlev

Titel: Bondedreng fra Bjerlev
Forfatter: Bo Erik Christiansen

Forlag: Eget forlag
Antal sider: 223
Sprog: Dansk
Udgivelsesår: 2018

Bondedreng fra Bjerlev får fire blå bøger for den god stemning, ærlighed og det lækre sprog

Bondedreng fra Bjerlev er en finurlig læseoplevelse – i den lette genre. Uden fast kronologi men med en struktur, der dog giver mening, serveres 39 snapshots fra livet på landet fra 1960 og to årtier frem. Det er fortalt fra barnets perspektiv, uden bagklogskabens tolkning, men som det blev oplevet lige der, hvor det skete.

Forfatteren har bevidst fravalgt dansen med de store forlag og er gået direkte til at selvudgive. Det er ærgerligt, for det sproglige niveau, den ironi og humor, der gennemsyrer teksten og det potentiale de fleste af de 39 erindringsbilleder rummer var en større sag værdig.

Det bevidste valg, at selvudgive, har tilsyneladende reduceret ambitionsniveauet, og forfatteren er da også meget ærlig omkring, at bogen er startet som en øvelse udi slægtsforskning og er blevet til efter nøje overvejelser om, hvordan materialet bedst kunne gives videre til de kommende generationer. Det er en stor og prisværdig gestus for arvingerne, men en skam for de potentielle læsere af, hvad der kunne have slået meget forlags-udgivet litteratur af pinden.

Bogens styrke ligger i de tidligste barndomsminder, hvor der med humor og slet skjult ironi berettes om disse forunderlige regler og rutiner “De voksne” fastsætter og håndhæver.

Det er sproglig magi, når billedet af den lille knægt på marken, i skolestuen, i køkkenet toner frem for det indre blik, så tydeligt som var det en film. Når vi sætter os til rette i stuen og ser Danmarks Radio med familien på gården eller gemmer os lidt bag de andre, når der på barbarisk vis slagtes eller kastreres grise.

De sidste ca. 10 fortællinger er opsummerende, afsluttende, og virker som om vi lige skal have det hele med, frem til barndommens officielle afslutning. Det er her ambitionsniveauet fra den planlagte selvudgivelse dræber magien. Det bliver ordinært, opremsende, kedeligt.

Det er ikke nær så spændende at høre om, hvilke popidoler, der gæstede de lokale spillesteder, eller hvilke scener, der udspillede sig ved et tilfældigt løssluppen nytårsgilde, som det er at få malet stemningsbillederne med de detaljerede penselstrøg som den tidligste barndom tilbyder. Herregud, vi har jo alle slæbt en brandert hjem på mere eller mindre værdig vis, og hvem har ikke efterfølgende stået en arbejdsdag med tømmermænd igennem? Ikke som løvetæmmer måske, men alligevel.

Konturerne af en kernefamilie udviskes i bogens sidste del, og man aner et drama, der ikke skal berøres, men som vel er årsag til at bogen ændrer karakter, netop her.
Stemning og iscenesættelse minder mig om “Min sønderjyske farm”; men hvor Erling Jepsen, ikke rigtig inviterer os indenfor, lader Bo Erik Christiansen os komme helt med ind i barndomshjemmets køkken, stue og hjertevarme, og her er der godt at være.
Der er ikke meget fiktion i “Bondedreng fra Bjerlev”, og som sandfærdig biografi og beskrivelse af “en tid, der var en gang for ikke så længe siden og så alligevel i et andet årtusinde” er det en stærk beretning.

Men jeg håber der kommer en opfølgning med en fiktiv beretning til at fylde hullerne ud, når nu sløret ikke skal løftes helt for alle personlige og private detaljer på gården i Bjerlev. Det sproglige niveau og de stærke stemningsbilleder ville gøre det aldeles læseværdigt.

Bogen er i øvrigt rigt illustreret og har relevant kort-materiale, der måske godt kunne have været undværet fordi sproget er så præcist, at man aldrig er i tvivl om, hvordan noget så ud eller var placeret i forhold til hinanden.

Tag Bondedreng fra Bjerlev med på stranden eller til en regnvejrsdag i sommerhuset, eller endnu bedre: læs den højt for dine børn eller bedsteforældre. Der er hyggelige timer i vente. Continue reading