Anmeldelse: Michael Clasen: Gourmand

Forfatter: Michael Clasen
Titel: Gourmand – En krimi med Daniel Dreyer
Undertitel: (kun på titelblad, ej forside) Daniel & Dødssynderne 2: Frådseri
Forlag : BoD
1. udgave 2018
ISBN: 978-87-430-0369-4

Gourmand får to blå bøger – for et plot, der holder og for præcis samfundskritiske vinkler.

Dette er et anmeldereksemplar

I et Sydsjællandsk lokalsamfund udspiller der sig henover en varm sommer en række dramatiske begivenheder, der alle har en sammenhæng med et kommunalt udbud af bespisning i ældreplejen, samt salget af en nedbrændt gourmet restaurant. De bydende på begge udbud kaster sig ind i en indædt kamp om det vindende bud, og skyr ingen midler – heller ikke mord og bestikkelse.

Undervejs i sommervarmen sker der også andet i det lille lokalsamfund, blandt andet intet mindre end to (for handlingen komplet uvedkommende) selvmord, der virker både malplacerede og uinteressante.

Jeg er med på bogens tema om fråds, og forstår godt forfatterens ærinde med at sætte fokus på overspiserens og anorektikerens indre dæmoner, der – omend de befinder sig i hver sin ende af vægtskalaen – har afsæt i samme grundlag: kropsfiksering, selvværdsproblemer og sygeligt kunstige samfundsnormer. Jeg forstår budskabet, men ikke, hvorfor de skal med i historien.

Clasen har fine og præcise beskrivelser af steder, handlinger, personer og meget andet, men der er så mange forstyrrende elementer i form af sproglige, grammatiske og stavefejl, at det gør læsningen vanskelig.

Ud over den underlige ‘i et hvert fald’ formulering, der er konsekvent anvendt ( frem for det korrekte ‘i hvert fald’) begynder flere karakterer også pludselig at tale som noget fra en Gustav Wied roman.
Jeg kan gå med på spøgen for den aldrende borgmesters vedkommende, men de ca. 40 årige fra midt- og Sydsjælland, som jeg har mødt taler altså ikke som Emmanuel i livsens ondskab, og det underminerer den samlede troværdighed.

Karaktererne er overordnet ret troværdige. Dog må jeg protestere over den ledende politiinspektør Birks rolle og parforhold. Fra en vellykket og hyggelig parmiddag i starten af juli, drøner fruen på under en måned ind i en eksistentiel krise, der får hende til at udmarchere uden grund og uden varsel. Kun fordi gemalen i ca. to måneder har været optaget af ekstraordinært arbejdspres.

Seriøst?

Nogen burde give den dame en skideballe. Hvis man bliver SÅ fornærmet efter SÅ kort en periode med arbejdspres, skal man VIRKELIG tage et kig i spejlet, og overveje om man ikke skal starte med sig selv først. Det er fint, at Birk og frue forlader handlingen – jeg savner dem ikke – men min sympati får de altså ikke med den barnlige og utroværdige opførsel.

Det undrer faktisk, at hun slipper af sted med sin opførsel, for Clasen lægger ikke fingre imellem, når han med satirisk vid og udsøgt sarkasme skildrer det kommunale Danmark og ikke mindst udbuds-helvedet, som både offentlige og private aktører er underlagt. Dét er snedigt og præcist, og for det kan jeg ikke rose Clasen nok.

Det er så ærgerligt, at Clasen ikke har brugt lidt tid eller penge på en professionel beta- og/eller korrekturlæsning, for det kunne have løftet Gourmand adskillige niveauer over det nuværende.

Gourmand er en murstensroman. Størrelse XXL. Den er næsten umulig at håndtere, uanset, hvor man befinder sig. Størrelsen er den ene synder, kvaliteten den anden. Den er lidt slasket i omslaget og simpelthen for stor/forkert i formen.

Havde man nu udeladt de to uvedkommende selvmordere, de lange menubeskrivelser og hele spillet med Politiinspektør Birks parforhold, ofret lidt på en opsætning, der ikke efterlod et stort antal helt blanke sider efter en stor del af bogens mange kapitler, havde man nok kunne spare 50-60 sider og læserens ryg, arme og tålmodighed for mange kvaler.

Gourmand går ikke over i historien som en af mine favoritter, men jeg tager hatten af for beskrivelserne af vores samfund som det ser ud lige nu. Hvis den 3. Daniel Dreyer Krimi får en lidt skarpere redigering, fastholder den skarpe satire og styrker troværdigheden af karaktererne over en bred kam, så læser jeg gerne med.

Gourmand får to blå bøger. Én fordi plottet faktisk holder, selvom man skal holde tungen lige i munden for at få øje på og fastholde det, og én for den præcise samfundskritiske vinkel.

Anmeldelse: Brian P Ørnbøl: Den urolige fisker

Forfatter: Brian P Ørnbøl
Titel: Den urolige Fisker – Udvalgte digte 2008-2018
Forlag: Det Poetiske Bureaus Forlag
1.udgave, 1. oplag, 2018
ISBN: 978-87-93653-33-7

Den Urolige Fisker får fire blå bøger for samfundskritisk præcision og sjældent varieret selvindsigt

Dette er et anmeldereksemplar

Den urolige fisker samler Ørnbøls digte fra samlingerne
– Barberbladshologrammer (2008)
– Sange Fra Midgård (2010)
– SYV (2013)
– Diamantstøv (2013)

Med sine samlede digte giver Ørnbøl et præcist og følelsesmættet billede af den tid vi lever i. Der er absurde, slibrige, urovækkende digte, der får det til at risle koldt ned ad ryggen. Men der er også de trygge, de kendte, de varme – de digte, der vækker en følelse af genkendelse, et smil ved erkendelsen af, at sådan er det virkelig: Livet. Ude i virkeligheden. Præcist og med kun lige akkurat de ord, der er nødvendige for at ramme og indramme motivet.

Den urolige fisker er som et barns perlekæde. Sammensat af alle de forskellige typer perler en børnehave kan rumme. Store, glatte, klare, matte, runde, skæve og med underlige konturer.

Digtene må læses ét ad gangen. Med ro og fordybelse. Som at betragte kædens perler. Måske synes man i dag, at en perle er grim, men i morgen – i et andet lys – er den kædens smukkeste.

Der er ikke en gennemgående følelse eller stemning. Således går det, når man smelter fire samlinger sammen i én. Dét er Den urolige fiskers styrke og svaghed. Det er svært at finde den rette stemning til samlingen, da springet fra de inderste svære følelser i fx. ‘Det har jo aldrig været meningen’ til ‘Konsulenten’s overprissatte tilbud om at ‘fortælle dig hvad du ved’.

Senere kommer digte som ‘Solen er så rød mor’, der sender mig direkte til Sønderjylland i bedste fald i Erling Jepsens univers – i værste fald i det univers, der har været beskrevet i medierne på forskellig vis med incest og mishandlings sager.

Den overvejende gennemgribende stemning er dog den præcise samfundskritiske tone. Satirisk, Sarkastisk, Sigende. Med færre ord, større præcision og bedre resultat opfanger Ørnbøl med sin fire-i-en digtsamling al den handling, frustration og stemning skønlitterære forfattere desperat forsøger at indkredse med digre og ganske overflødige roman-trilogier.

Hvis jeg skulle vælge imellem Lotte Kaa Andersens trilogi fra Hellerup i samme tidsperiode og Den urolige Fiskers 169 sider vil Ørnbøl vinde.

Den urolige Fisker får en plads på reolen i mit eget bibliotek og vil komme frem igen og igen. Der er digte, der så præcist beskriver genkendelige følelser, at den bør have en plads. Men der er også så præcise beskrivelser af den tid vi lever i lige nu, at den skal stå der som et historisk vidnesbyrd til fremtidige læsere. Den får en plads meget tæt på Knud Sønderbys ‘Midt i en jazztid’ og fire blå bøger for al den præcision og en god portion selvindsigt.