Anmeldelse: Christian Mørk: Kujonen

Forfatter: Christian Mørk
Titel: Kujonen
Forlag: Gyldendal
Udgivelsesår: 2017
Sideantal: 286

Kujonen får en eneste blå bog – udelukkende for den ret præcise beskrivelse af miljøet og stemningen i og omkring Dublin

Danske Andreas, der i øvrigt er lige så udansk som en kaktus, bor i New York, hvor han lever et kunstner liv blandt andre excentrikere, går til parties og har veninder med amerikansk klingende navne.

Til et sådant party møder han Nora, der er irsk og har så usandsynlig stor magt over ham, at han, efter blot dette korte sporadiske møde, kaster alt over bord og følger efter hende til den grønne ø. Hun er ganske vist gift, mentalt er hun ikke rigtig rask og så bor hun i øvrigt på et refugium for forfattere, hvor hun er under konstant observation og beskyttelse af forstanderen og de øvrige beboere.

Her er hendes interesse anderledes svingende ligesom hendes humør i øvrigt, og Andreas træder nu på skift ind i roller som forsmået elsker, misforstået stalker, skånselsløs hævner og hjælpeløst offer.

Nora udsætter Andreas for urimelige overgreb, løgne og bedrag, og han følger viljeløst efter, uden nogen form for fornuft eller stillingtagen. Undervejs begynder han at skrive en udleverende afhandling om Nora, der som forfatter har Rock-star stjernestatus i sit hjemland.

Det er tænkt som en hævn for alle hendes hårde gerninger, men det er uklart, hvem det skader mest. Til sidst bliver det for meget, han bliver på det nærmeste forvist og flygter nordpå til grænselandet, hvor IRA tilsyneladende har en stadig aktiv celle, der hjælper ham ud af den volds-erotiske knibe han er landet i.

Mørk formår på de 286 sider ikke at motivere min interesse eller rive mig med i historien. Personerne er utroværdige, situationerne søgte. Alene denne Rock Star status, Nora for sit forfatterskab, tilskrives i hjemlandet, virker konstrueret og underminerer plottet fra første til sidste side. En meget stor del af handlingen, og alle Noras irrationelle reaktioner, hænger netop sammen med denne status og det har bare ikke hold i den irske virkelighed.

Andreas følger Nora som en sindssyg hundehvalp og agerer så tåbeligt, at man skifter imellem at være irriteret på ham fordi han finder sig i hendes dårlige opførsel på den ene side, og på den anden side over de fuldstændig åndssvage ting han selv kaster sig ud i.

Kujonen er totalt blottet for spænding eller relevant handling. Det er en staccato agtig beretning om en utroværdig erotisk oplevelse, der aldrig skulle have fundet sted. Jeg håber med hele mit litteraturelskende hjerte at der ikke er så meget som et gram selvbiografisk materiale i kujonen.

Jeg fandt bogen på natbordet ved min mors dødsleje på et hospice. Måske derfor havde jeg et stille håb om, at det ville være en virkelig god læseoplevelse. Men jeg blev skuffet. Faktisk er jeg så irriteret over bogen, at jeg inderligt håber, at hun aldrig nåede at læse den. Det er ubærligt at tænke på, at hun, der havde et bibliotek med så mange fantastiske bøger skulle have læst netop denne som den sidste.
Jeg giver Kujonen en eneste blå bog og det kun fordi beskrivelsen af det irske miljø omkring Dublin er troværdig og tæt på mine egne oplevelser, da jeg boede i landet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *