Anmeldelse: Shanghai – i lyst og nød

Shanghai – i lyst og nøde får 3 blå bøger for en solid og gennemarbejdet dokumentarisk roman

Titel: Shanghai – i Lyst og Nød

Forfatter: Arabella Neuhaus

Biografisk skønlitterært værk baseret på forfatterens mors dagbøger

Forlag: HISTORIA

Udgivelsesår: 2019

Sideantal: 286

ISBN 978-87-93846-08-1

Dette er et anmeldereksemplar

Da vi møder Kamma og Doron er de ved indsejlingen til Shanghai i året 1939, nygifte, forelskede og med alle sanser åbne for at opleve deres livs store eventyr i et Shanghai, der står foran enorme omvæltninger på lige fod med resten af verden, på terskelen til 2. verdenskrig.

Der ligger grundig research bag bogen, der da også giver læseren en interessant historielektion fra et hjørne af verden, der ikke hyppigt er beskrevet på dansk, og slet ikke fra en ung civil kvindes synspunkt.

Neuhaus lykkes rigtig flot med gengivelsen af stemningsbilleder, men møder en væsentlig begrænsning i det følelsesmæssige aspekt, hvor moderens ’ægte’ dagbøger hæmmer forfatteren en del – nok netop fordi hun ønsker at være tro mod forlægget og derfor ikke kan gå helt så dybt i detaljerne på hovedpersonens følelelsesliv, som hvis det havde været en fiktiv person, eller en slægtning to-tre led tilbage i historien.

En del af handlingen udspiller sig i mere eller mindre intrigante damers selskabslokaler, men intrigerne foldes kun i ringe grad ud, og dermed bliver handlingen opremsende og stacato-agtig imens man aldrig rigtig får Kammas følelsesliv ind under huden.

Persongalleriet er spændende og nuanceret, og der kunne med fordel have været brugt energi på at lade disse karakterer folde sig ud i fiktionens verden frem for gengivelser af dagbøgernes præcise tekst, når det allerede er beskrevet i foregående afsnit. Bag bogen ligger grundig, faglig og professionelt gennemført research, og det bliver faktisk det bærende element for en udmærket læseoplevelse. På godt og ondt, eller i lyst og nød, kan man mene, for den videnskabelige tilgang fylder meget. Når fiktionen endelig får lov at leve frit, følges der hyppigt op med et stykke dagbogstekst, som for at dokumentere rigtigheden af det skete – og dermed rives man igen ud af illusionen og sidder tilbage med en lidt amputeret oplevelse uden nævneværdig sammenhæng eller flow.

Som læser mangler man enkelte steder en forhistorie, blandt andet henvises til Dorons udseende, men det forbliver implicitte henvisninger, ligesom man andre steder får skæbneforseglende oplysninger, der spiller blandt andet en svigerinde af banen, med et ”De skulle aldrig se hende mere.” – Den sidehistorie fylder en del mod bogens slutning, og kunne efter alt at dømme have været inddraget langt mere fængslende – således indikeret af de givne oplysninger.

Neuhaus leverer et solidt værk, men har sat sig selv i en svær knibe i krydsfeltet imellem fiktion og fakta. Troskaben mod den primære kilde lægger sig som et litterært åg, imens der langt mere frit arbejdes med de beskrivende passager omkring stemning, arkitektur og interiør. Man får et indblik i high society miljøet i en tid der var engang, og det er ligeså interessant som det er frustrerende, netop fordi man som læser ikke får lov at træde helt ind i de gyldne gemakker og opleve det beskrevne.

Bogen afrundes uden videre ståhej med en opsummering af hændelser i den resterende del af Kamma og Dorons liv og følges op af en beretning om forfatterens besøg i Shanghai, hvor de forskellige bygninger og steder beskrives som de er i dag. Paradoksalt nok er der langt mere spænding i maven, når disse passager læses, fordi man faktisk får lov at mærke hvordan det føles at gå i de afdøde forældres fodspor i et kapitel af deres liv, der fyldte så meget, men kun varede et enkelt år.

Bogens forside er prydet med få utydelige billeder på en baggrund af Shanhais havnefront. Kvaliteten er lækker med både for- og bagflap, men det skuffer, at der ikke er suppleret med flere billeder i teksten, når nu det faktuelle og dokumentariske fylder så meget. ’Shanghai – I Lyst og nød’ var i sin helhed en god oplevelse, men efterlader en følelse af manglende forløsning, der kunne have været undgået, hvis forfatteren havde haft mod til at vælge imellem dokumentarisk eller fiktiv roman.

Udgivelsen er støttet af VELUX fonden, Statens kunstfond og midler fra Copydan under Autorkontoen i Dansk Forfatterforening, men det overvejende indtryk er nu alligevel en slægtnings gengivelse af private memoirer for kommende generationer i familien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *