Anmeldelse: Dragesten 1 – Dragehjerte

Titel:Dragesten 1 – Dragehjerte

Forfatter: Ry Kristensen

Forlag: Forlaget Evig

1. udgave, 1. oplag 2019

ISBN: 978-87-93756-10-6

Der er 6 blå bøger til Dragesten 1: For troværdige karakterer, spændende handling, godt flow, dejligt sprog, overbevisende fantasy-univers og en helt igennem god læseoplevelse

Mark og Le er et helt almindeligt søskendepar, der bor alene i en hytte i skoven med deres mor og med et tæt forhold til deres farfar, efter at deres far døde, da de var helt små. En sorgløs og lykkelig barndom i pagt med naturen og uden større trusler. Men en dag vågner søskendeparret op til en helt ny virkelighed. En virkelighed, hvor hekse, harpier, drager og kampe på liv og død er hverdagskost og Mark og Le finder ud af, at ikke blot er de selv af den særlige dragemenneskeslægt, de er også de eneste to, der kan sætte den hemmelige modstandbevægelse i stand til at bekæmpe det styre, der har undertrykt befolkningen siden den grusomme udrenselse.

Mark og Le er dragemennesker, og alene derved er de ualmindelige, men de har også særlige evner i form af mod, viljestyrke, søskendekærlighed, empati og humor. De er hver især så elskelige netop fordi de er beskrevet med en dybde, der giver dem troværdige personligheder. De er modige og dumdristige, men også bange, ulykkelige og ustyrligt vrede. Enhver kan skrive en historie om en modig helt, men sjældent er helte beskrevet mere troværdigt og nuanceret end her, hvor Mark og Le fremstår så ægte at man næsten forventer at møde dem næste gang man tager i skoven.

Ry Kristensen kan sit håndværk. Mark og Le og alle karaktererne omkring dem, er stærke, troværdige og relevante og de situationer og miljøer de færdes i, er så levende beskrevet, at det er som at være der selv. Man lader sig rive med og sluger kapitel efter kapitel, uanset om man er den højtlæsende voksen, der har varslet tidlig sengetid eller det normalt ukoncentrerede barn, der plager for bare en enkelt side mere.

Historien om Le og Mark er bygget over et relativt simplet plot, men undervejs er det så levende beskrevet og med små overkommelige spændings-højdepunkter at man hele tiden får små godbidder til at fastholde opmærksomheden. I modsætning til mange andre af samme type eventyr arbejder historien sig ikke monotont hen imod et klimaks, men løber af to spor, hvor vi på skift følger de to søskende i de små og store udfordringer de møder undervejs. Det gør handlingen spændende og vedkommende, interessant for de større og overskuelig for de mindre børn.

Sproget er skarpt og præcist, handlingen har det helt perfekte flow og det er UMULIGT at lægge den fra sig når kapitlet er slut. Dertil kommer stor troværdighed, sympatiske karakterer, og scener og miljøer, der fremkaldes for det indre blik, så det føles som om man har været der.

Bogen er trykt i en lækker kvalitet, der kan holde til mange genlæsninger, ligesom grafik og layout er helt i top. Desuden er forsideillustrationen imponerende, rummer næsten hele handlingen i ét enkelt billede, og understøtter bogens gode beskrivelser med detaljer fra handlingens væsner og situationer.

Dragesten 1 – Dragehjerte blev læst som højtlæsning for børn på 5, 8 og 10, der alle var meget begejstrede og engagerede frem mod bogens slutning. En meget stor fornøjelse som højtlæsning, men kan også læses selvstændigt fra ca. 3. klasse for den øvede læser.

Vi glæder os til en fortsættelse!

Anmeldelse: Shanghai – i lyst og nød

Shanghai – i lyst og nøde får 3 blå bøger for en solid og gennemarbejdet dokumentarisk roman

Titel: Shanghai – i Lyst og Nød

Forfatter: Arabella Neuhaus

Biografisk skønlitterært værk baseret på forfatterens mors dagbøger

Forlag: HISTORIA

Udgivelsesår: 2019

Sideantal: 286

ISBN 978-87-93846-08-1

Dette er et anmeldereksemplar

Da vi møder Kamma og Doron er de ved indsejlingen til Shanghai i året 1939, nygifte, forelskede og med alle sanser åbne for at opleve deres livs store eventyr i et Shanghai, der står foran enorme omvæltninger på lige fod med resten af verden, på terskelen til 2. verdenskrig.

Der ligger grundig research bag bogen, der da også giver læseren en interessant historielektion fra et hjørne af verden, der ikke hyppigt er beskrevet på dansk, og slet ikke fra en ung civil kvindes synspunkt.

Neuhaus lykkes rigtig flot med gengivelsen af stemningsbilleder, men møder en væsentlig begrænsning i det følelsesmæssige aspekt, hvor moderens ’ægte’ dagbøger hæmmer forfatteren en del – nok netop fordi hun ønsker at være tro mod forlægget og derfor ikke kan gå helt så dybt i detaljerne på hovedpersonens følelelsesliv, som hvis det havde været en fiktiv person, eller en slægtning to-tre led tilbage i historien.

En del af handlingen udspiller sig i mere eller mindre intrigante damers selskabslokaler, men intrigerne foldes kun i ringe grad ud, og dermed bliver handlingen opremsende og stacato-agtig imens man aldrig rigtig får Kammas følelsesliv ind under huden.

Persongalleriet er spændende og nuanceret, og der kunne med fordel have været brugt energi på at lade disse karakterer folde sig ud i fiktionens verden frem for gengivelser af dagbøgernes præcise tekst, når det allerede er beskrevet i foregående afsnit. Bag bogen ligger grundig, faglig og professionelt gennemført research, og det bliver faktisk det bærende element for en udmærket læseoplevelse. På godt og ondt, eller i lyst og nød, kan man mene, for den videnskabelige tilgang fylder meget. Når fiktionen endelig får lov at leve frit, følges der hyppigt op med et stykke dagbogstekst, som for at dokumentere rigtigheden af det skete – og dermed rives man igen ud af illusionen og sidder tilbage med en lidt amputeret oplevelse uden nævneværdig sammenhæng eller flow.

Som læser mangler man enkelte steder en forhistorie, blandt andet henvises til Dorons udseende, men det forbliver implicitte henvisninger, ligesom man andre steder får skæbneforseglende oplysninger, der spiller blandt andet en svigerinde af banen, med et ”De skulle aldrig se hende mere.” – Den sidehistorie fylder en del mod bogens slutning, og kunne efter alt at dømme have været inddraget langt mere fængslende – således indikeret af de givne oplysninger.

Neuhaus leverer et solidt værk, men har sat sig selv i en svær knibe i krydsfeltet imellem fiktion og fakta. Troskaben mod den primære kilde lægger sig som et litterært åg, imens der langt mere frit arbejdes med de beskrivende passager omkring stemning, arkitektur og interiør. Man får et indblik i high society miljøet i en tid der var engang, og det er ligeså interessant som det er frustrerende, netop fordi man som læser ikke får lov at træde helt ind i de gyldne gemakker og opleve det beskrevne.

Bogen afrundes uden videre ståhej med en opsummering af hændelser i den resterende del af Kamma og Dorons liv og følges op af en beretning om forfatterens besøg i Shanghai, hvor de forskellige bygninger og steder beskrives som de er i dag. Paradoksalt nok er der langt mere spænding i maven, når disse passager læses, fordi man faktisk får lov at mærke hvordan det føles at gå i de afdøde forældres fodspor i et kapitel af deres liv, der fyldte så meget, men kun varede et enkelt år.

Bogens forside er prydet med få utydelige billeder på en baggrund af Shanhais havnefront. Kvaliteten er lækker med både for- og bagflap, men det skuffer, at der ikke er suppleret med flere billeder i teksten, når nu det faktuelle og dokumentariske fylder så meget. ’Shanghai – I Lyst og nød’ var i sin helhed en god oplevelse, men efterlader en følelse af manglende forløsning, der kunne have været undgået, hvis forfatteren havde haft mod til at vælge imellem dokumentarisk eller fiktiv roman.

Udgivelsen er støttet af VELUX fonden, Statens kunstfond og midler fra Copydan under Autorkontoen i Dansk Forfatterforening, men det overvejende indtryk er nu alligevel en slægtnings gengivelse af private memoirer for kommende generationer i familien.

Anmeldelse: Marianne Lapp – Et strejf af Vanvid

Forfatter: Marianne Lapp
Titel: Et Strejf af vanvid – To fortællinger om <3
Forlag: BoD 1.udgave 2018 (BoD)

ISBN: 978-87-4300-701-2

Et strejf af vanvid – 5 blå bøger for en skøn læseoplevelse på alle parametre

Fra forsidebilledets blafrende forhæng – hvor man mærker en lun brise henover gulvbrædderne og til sidste side, hvor man med lidt vemod tager afsked med den anden novelles hovedpersoner, er ’Et strejf af vanvid’ en skøn læseoplevelse.

Ærligt tog det mig lidt tid at komme rigtigt i gang med den første – og korteste –  af de to noveller. Jeg skulle lige ind i sprogtonen og forstå hele sammenhængen, men da det først var på plads, blev det ren fornøjelse frem til sidste side.

Lapp formår at skabe tydelige billeder, selvom det ikke er det beskrivende, der dominerer bogens to tekster. Det er handlinger, tanker og dialog, der viser følelserne og de beskrivende elementer er derefter flettet nænsomt ind i et netværk af ord, så læseren efterlades med tydelige stemningsbilleder og en længsel efter at vide, hvad der sker i hovedpersonernes liv, når sidste side er læst.

Man ender med at holde af dem – både den temperamentsfulde Vibe og hendes nye ven René i første historie og de to kammerater Christian og Rudi, som vi møder i bogens anden historie.

Den første novelle er som et tilbageblik i livet. Kroppen husker, og det er stemningen, lyset, lydene og duftene den husker, imens de trivielle detaljer står tilbage i et sløret skær – bag det halvt gennemsigtige forhæng, i solnedgangslyset eller i kedelige fakta dokumenteret i konkursbegæringer og skilsmissepapirer. Det er kærlighed med en undertone af erotik, men langt fra ugebladsnovellen og alt for stueren til egentlig at være erotik. Det er fin kunst, som lagrer sig i læserens sind – næsten som om det var ens egne sanser, læserens egen krop, der oplevede den beskrevne romance.

Den anden historie er egentlig for lang til at være en novelle, og havde historiens forfatter givet sig selv lidt løsere tøjler rent sprogligt, kunne den have haft det dobbelte omfang. Sproget er stramt og spartansk og det er næsten synd, fordi man ikke får lov at dvæle ved de fint beskrevne situationer ret længe – men så er det jo godt, at man som læser selv kan vælge en pause inden næste passus og lade indtrykkene bundfælde sig.

Undervejs følger vi de to kammerater og deres venskab imens både det og de udvikler sig mod voksenslivets anderledes konstellation og relation. Det er raffineret gjort for man opdager næsten ikke at historien om det gode kammeratskab bevæger sig ind i en helt anden genre; nemlig den noget mere sparsomt beskrevne LGBT-verden, hvor vi her har med ganske få af dén regnbues farver at gøre, men til gengæld på en måde så selv den mest homofobe læser kan være med. Der er ingen tvivl om, hvad det er der foregår, men det er beskrevet så fint, at det bliver kunstnerisk. Lapp giver sin læser et indblik i en verden som mange ikke kender ret godt, og hun gør det på en måde så man får lyst til at lære mere. Eller måske er det bare Rudi og Christian og deres relation man vil have mere af. Jeg var i hvert fald selv ret hurtig til at få hentet den gratis novelle ned fra forfatterens hjemmeside, i håbet om at få et lille ekstra kig i posen om drengenes helt specielle relation.

Der er ingen overflødige ord i ’Et strejf af vanvid’. Alt er beskrevet og udført med kirurgisk, minimalistisk præcision. Lapps fremmaning af stemningsbilleder er på styrkeniveau tæt på Kafka, men med mere handling og mindre behov for abstrakte tolkninger. Det er stærkt og overbevisende og efterlader et indtryk af en forfatter med høj faglighed og stor erfaring, som mange andre kunne lære af – særligt måske, når man som Lapp vælger at selvudgive på BoD.

Et strejf af vanvid får hele fem blå bøger herfra. Der er mod på alle parametre, når man er selvudgiver, skriver i LGBT nichen og endda i novelleformatet, som nemt kan blive overfladisk, pladderromantisk eller ufærdigt. Et strejf af vanvid fortjener en god medfart.

Anmeldelse: Christian Mørk: Kujonen

Forfatter: Christian Mørk
Titel: Kujonen
Forlag: Gyldendal
Udgivelsesår: 2017
Sideantal: 286

Kujonen får en eneste blå bog – udelukkende for den ret præcise beskrivelse af miljøet og stemningen i og omkring Dublin

Danske Andreas, der i øvrigt er lige så udansk som en kaktus, bor i New York, hvor han lever et kunstner liv blandt andre excentrikere, går til parties og har veninder med amerikansk klingende navne.

Til et sådant party møder han Nora, der er irsk og har så usandsynlig stor magt over ham, at han, efter blot dette korte sporadiske møde, kaster alt over bord og følger efter hende til den grønne ø. Hun er ganske vist gift, mentalt er hun ikke rigtig rask og så bor hun i øvrigt på et refugium for forfattere, hvor hun er under konstant observation og beskyttelse af forstanderen og de øvrige beboere.

Her er hendes interesse anderledes svingende ligesom hendes humør i øvrigt, og Andreas træder nu på skift ind i roller som forsmået elsker, misforstået stalker, skånselsløs hævner og hjælpeløst offer.

Nora udsætter Andreas for urimelige overgreb, løgne og bedrag, og han følger viljeløst efter, uden nogen form for fornuft eller stillingtagen. Undervejs begynder han at skrive en udleverende afhandling om Nora, der som forfatter har Rock-star stjernestatus i sit hjemland.

Det er tænkt som en hævn for alle hendes hårde gerninger, men det er uklart, hvem det skader mest. Til sidst bliver det for meget, han bliver på det nærmeste forvist og flygter nordpå til grænselandet, hvor IRA tilsyneladende har en stadig aktiv celle, der hjælper ham ud af den volds-erotiske knibe han er landet i.

Mørk formår på de 286 sider ikke at motivere min interesse eller rive mig med i historien. Personerne er utroværdige, situationerne søgte. Alene denne Rock Star status, Nora for sit forfatterskab, tilskrives i hjemlandet, virker konstrueret og underminerer plottet fra første til sidste side. En meget stor del af handlingen, og alle Noras irrationelle reaktioner, hænger netop sammen med denne status og det har bare ikke hold i den irske virkelighed.

Andreas følger Nora som en sindssyg hundehvalp og agerer så tåbeligt, at man skifter imellem at være irriteret på ham fordi han finder sig i hendes dårlige opførsel på den ene side, og på den anden side over de fuldstændig åndssvage ting han selv kaster sig ud i.

Kujonen er totalt blottet for spænding eller relevant handling. Det er en staccato agtig beretning om en utroværdig erotisk oplevelse, der aldrig skulle have fundet sted. Jeg håber med hele mit litteraturelskende hjerte at der ikke er så meget som et gram selvbiografisk materiale i kujonen.

Jeg fandt bogen på natbordet ved min mors dødsleje på et hospice. Måske derfor havde jeg et stille håb om, at det ville være en virkelig god læseoplevelse. Men jeg blev skuffet. Faktisk er jeg så irriteret over bogen, at jeg inderligt håber, at hun aldrig nåede at læse den. Det er ubærligt at tænke på, at hun, der havde et bibliotek med så mange fantastiske bøger skulle have læst netop denne som den sidste.
Jeg giver Kujonen en eneste blå bog og det kun fordi beskrivelsen af det irske miljø omkring Dublin er troværdig og tæt på mine egne oplevelser, da jeg boede i landet.

Anmeldelse: Johns saga

Titel: Johns saga
Forfatter: Torben Munksgaard
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Antal sider: 192
Sprog: Dansk
Udgivelsesår: 2018

Johns saga

Johns saga ender på 5 blå bøger for stemning, handling, sprog, charme og en god portion vemod

“Jeg er en gammel mand, jeg kaster en pjaltet skygge. Jeg har sagt, hvad jeg har at sige, min tid er kommet…..”

John har ikke udrettet det store i livet, har ikke fået ridderkors eller fornemme titler, men han har levet et hæderligt liv med kone og børn, i samme hjørne af København som han var barn og ung i, dengang før verden gik i forfald.
Det er historien om en mand, der lever med drømmen om en tid, der var engang, men med en accept af, at han må nøjes med nutiden, og således tilpasser han sig. Holdninger har han, men han handler ikke. Trusler om terror i den store verden og en ungdom i forfald kan man meget vel diskutere på stamværtshuset – men ændre tingene kan man ikke.

Men så sker der noget. Og på en helt utrolig stilfærdig måde imploderer Johns verden. Hans små forsøg på at ændre den ydre verden er frugtesløse, men han kan måske rette op på en lille ubalance i det hjemlige univers. En rejse til Island synes at være middel til målet, men pludselig er det, som om det ikke er den ydre verden, der er mest af lave, men også den helt nære verden, og det stikker så dybt, at det rammer ham helt ind i hans inderste jeg.

Som Johns liv er det ikke hverken stort eller dramatisk, men det er godt skrevet. Så godt, at man føler at man går dér, lige ved siden af hovedpersonen. Næsten i hans sko. Jeg kan høre lydene af Frederikssundsvej, når jeg, sammen med John, går fra Bellahøj og ind mod Nørrebrogade. Jeg kan dufte durum rullerne og de slatne pizzaer og jeg kan se de mange forskellige nationaliteter sno sig ud og ind imellem hinanden på de brede, og alligevel alt for smalle fortove i alt for højt tempo for en gammel mand med stok og en lille en bag øret.

Når John inviterer læseren med på værtshus er lugten af gammel røg, de klistrede gulve og den rendyrkede værtshusstemning ikke til at tage fejl af, og beskrivelsen af interaktionen med alle de mennesker John har i sin hverdag, så præcis at det næsten ikke er fiktion.

Johns saga er ikke lang og er hurtigt læst. Sproget har et behageligt flow og siderne vender næsten sig selv. Som at spise popcorn til en god film. Men Johns saga er svær at lægge fra sig, når sidste side er læst. For det er historien om min far, eller svigerfar, min skøre gamle onkel eller måske mig selv, og vemodet, samvittigheden, og trangen til at gribe ind og gøre noget er svær at lægge fra sig.

Med Johns saga har Munksgaard givet læseren en -sikkert fortjent- røffel. Den måde John behandles af sine nærmeste er usmagelig, men de fleste koner, sønner, døtre, svigerdøtre og børnebørn vil omvendt kunne retfærdiggøre deres opførsel med en henvisning til Johns eget forfald. For imens John ser verdens forfald, er det omvendte tilfældet for verden. Familien ser en mand i forfald, en mand, der efter han bliver alene, lader stå til og giver slip på alle gode manerer. En dybt pinlig drikfældig gammel nar, som ikke lader sig styre eller kontrollere.

Man fornemmer tidligt i sagaen, at et eller andet ikke er helt i balance i Johns familie. En søn, der knap kan overtales til at sætte sig ned, imens han er på besøg, en farmor, der er frygtelig nervøs over at skulle deltage i barnebarnets studentergilde og en far, der drømmer romantiserende om dengang han vippede rivalen Jørgen af pinden og dermed fik sin Vera, i stedet for at forsøge at styrke relationen til sine tre børn. Man fornemmer det som læser, men for John er det lykkedes at fortrænge, at noget ikke er helt, som han tror. Historiens klimaks er, da livsløgnen går op for ham, og det er lidt uklart om vi derfra bevæger os imod det totale sammenbrud eller om det er en fugl Phonix, der rejser sig af asken. Det afhænger af øjnene, der ser og Johns oprør sikrer, at han ser det HAN ser, og ikke bekymrer sig om os andre.

Der er et par tråde i bogen, man som læser godt kunne tænke sig at have fået fulgt helt til dørs. Vi får serveret et par flashbacks til hvad der i situationen var små trivielle øjeblikke, men som i retrospekt giver John en forklaring, men det er som om der mangler det sidste flashback. Et endeligt bevis på, hvad det var der skete -eller hvorfor.
Men netop her, ved denne mangel på det endelige bevis, viser Munksgaard sin styrke som forfatter. Han falder ikke for fristelsen til at servere alle løsninger på dertil indrettede sølvfade, og ved det bliver Johns liv virkeligt – for i den virkelige verden er der ikke altid svar på alt. Og i den virkelige verden ender livet ikke altid lykkeligt.

Som karakter er John troværdig og gennemført. Hans holdninger og handlinger giver mening og samtidig har han politisk kant og humoristisk sans. Enkelte steder skinner forfatterens egen alder og årgang igennem; når John sender en velformuleret svada afsted til tv stationernes HR division for kvaliteten af deres rekrutteringer, lyder det ikke som en 75 årig pensioneret gørtler, der kort forinden har postuleret, at han også var håndværker engang, og da gjorde man ikke tingene to gange. Jeg er dog ret glad for netop de passager, hvor John tager sig en lur og Munksgaard får taletid, for så er der også lidt til min “jeg-er-da-kun-midt-i-livet-og-jeg-synes-sørme-allerede-at-ungdommen-er-i-forfald-mølle”

Jeg kommer til at læse Johns saga igen, kan jeg mærke. For han har noget på hjerte. Det er samfundskritik, danmarkshistorie, menneske kendskab og gribende god underholdning helt på niveau med Gustav Wied i “livsens ondskab”.
Johns saga får ca. 5 blå bøger. Jeg skal lige sove på det, så kan det godt være det bliver til 6.

Rigtig god læselyst

Anmeldelse: Bondedreng fra Bjerlev

Titel: Bondedreng fra Bjerlev
Forfatter: Bo Erik Christiansen

Forlag: Eget forlag
Antal sider: 223
Sprog: Dansk
Udgivelsesår: 2018

Bondedreng fra Bjerlev får fire blå bøger for den god stemning, ærlighed og det lækre sprog

Bondedreng fra Bjerlev er en finurlig læseoplevelse – i den lette genre. Uden fast kronologi men med en struktur, der dog giver mening, serveres 39 snapshots fra livet på landet fra 1960 og to årtier frem. Det er fortalt fra barnets perspektiv, uden bagklogskabens tolkning, men som det blev oplevet lige der, hvor det skete.

Forfatteren har bevidst fravalgt dansen med de store forlag og er gået direkte til at selvudgive. Det er ærgerligt, for det sproglige niveau, den ironi og humor, der gennemsyrer teksten og det potentiale de fleste af de 39 erindringsbilleder rummer var en større sag værdig.

Det bevidste valg, at selvudgive, har tilsyneladende reduceret ambitionsniveauet, og forfatteren er da også meget ærlig omkring, at bogen er startet som en øvelse udi slægtsforskning og er blevet til efter nøje overvejelser om, hvordan materialet bedst kunne gives videre til de kommende generationer. Det er en stor og prisværdig gestus for arvingerne, men en skam for de potentielle læsere af, hvad der kunne have slået meget forlags-udgivet litteratur af pinden.

Bogens styrke ligger i de tidligste barndomsminder, hvor der med humor og slet skjult ironi berettes om disse forunderlige regler og rutiner “De voksne” fastsætter og håndhæver.

Det er sproglig magi, når billedet af den lille knægt på marken, i skolestuen, i køkkenet toner frem for det indre blik, så tydeligt som var det en film. Når vi sætter os til rette i stuen og ser Danmarks Radio med familien på gården eller gemmer os lidt bag de andre, når der på barbarisk vis slagtes eller kastreres grise.

De sidste ca. 10 fortællinger er opsummerende, afsluttende, og virker som om vi lige skal have det hele med, frem til barndommens officielle afslutning. Det er her ambitionsniveauet fra den planlagte selvudgivelse dræber magien. Det bliver ordinært, opremsende, kedeligt.

Det er ikke nær så spændende at høre om, hvilke popidoler, der gæstede de lokale spillesteder, eller hvilke scener, der udspillede sig ved et tilfældigt løssluppen nytårsgilde, som det er at få malet stemningsbillederne med de detaljerede penselstrøg som den tidligste barndom tilbyder. Herregud, vi har jo alle slæbt en brandert hjem på mere eller mindre værdig vis, og hvem har ikke efterfølgende stået en arbejdsdag med tømmermænd igennem? Ikke som løvetæmmer måske, men alligevel.

Konturerne af en kernefamilie udviskes i bogens sidste del, og man aner et drama, der ikke skal berøres, men som vel er årsag til at bogen ændrer karakter, netop her.
Stemning og iscenesættelse minder mig om “Min sønderjyske farm”; men hvor Erling Jepsen, ikke rigtig inviterer os indenfor, lader Bo Erik Christiansen os komme helt med ind i barndomshjemmets køkken, stue og hjertevarme, og her er der godt at være.
Der er ikke meget fiktion i “Bondedreng fra Bjerlev”, og som sandfærdig biografi og beskrivelse af “en tid, der var en gang for ikke så længe siden og så alligevel i et andet årtusinde” er det en stærk beretning.

Men jeg håber der kommer en opfølgning med en fiktiv beretning til at fylde hullerne ud, når nu sløret ikke skal løftes helt for alle personlige og private detaljer på gården i Bjerlev. Det sproglige niveau og de stærke stemningsbilleder ville gøre det aldeles læseværdigt.

Bogen er i øvrigt rigt illustreret og har relevant kort-materiale, der måske godt kunne have været undværet fordi sproget er så præcist, at man aldrig er i tvivl om, hvordan noget så ud eller var placeret i forhold til hinanden.

Tag Bondedreng fra Bjerlev med på stranden eller til en regnvejrsdag i sommerhuset, eller endnu bedre: læs den højt for dine børn eller bedsteforældre. Der er hyggelige timer i vente. Continue reading

Anmeldelse: Århundredets Barn af Jacob Schmidt

Forfatter: Jacob Schmidt
Titel: Århundredets Barn
Forlag: Peoples Press
Udgivelsesår: 2. udgave 2011
Sideantal: 332

Århundredets barn får 3 blå bøger for en solid debut med interessant handling

I en ung mands fodspor følger vi livet i København under Den spanske Syge i København – et øjeblik i Danmarkshistorien, som jeg ikke har dyrket så meget og det er jo egentlig en skam.

Dramaet i den unge Anders’ liv tager sit afsæt i arbejderklassen og faderens oprør imod de kår man byder netop denne gruppe i samfundet. Undervejs krydres fortællingen med et indblik i Ø.K. Stifterens H.N. Andersens levnedsløb, helt fra barndommen på landet til de dunkle og dystre stuer i overklassens elite.

Etatsråden er på det tidspunkt blandt rigets mægtigste mænd og hans skæbne flettes sammen med Anders’ i et gådefuldt forløb, der trækker spor fra en glemt fortid og frem til det arbejderoprør, som Anders pludselig befinder sig midt i.

Århundredets Barn er en socialrealistisk fortælling, men den er spændende som en krimi. Hver eneste side vendes i spændt forventning om, hvad der mon nu skal ske. Dramaet i den unge Anders’ liv – og der sker i øvrigt ikke så lidt, for den rebelske portør – har nerve og kant, men den historiske vinkel på H.N. Andersens livs tragedie er næsten endnu mere dragende.

Virkemidlerne er mange. Den spanske syge giver en fornemmelse af klaustrofobi, det fattige arbejdermiljø er beskrevet så godt, at man næsten kan lugte baggårdenes ‘nødvendigheder’ og de støvede stuer hos overklassen springer tydeligt frem fra bogens sider. Det er stærkt konstrueret af en debutant.

Hele tiden befinder man sig i krydsfeltet imellem historiske fakta og fiktion, ligesom man undervejs holdes i uvished om, hvad der er fantasi, virkelighed og paranoia.

Stærkest af alt står dog spændingerne imellem den unge Anders og hans forældre. Forventninger, skuffelser, respekt og oprør. Det er den almengyldige historie om et ungdomsoprør, mærket af tidsstemplet midt i en krise, hvor muligheden for at give sit barn de muligheder, der skal til for at forventningerne kan indfries er begrænset af økonomi, der også forhindrer oprøret i at finde sted.

Århundredets Barn er tunge emner formidlet på en medrivende måde i et letflydende sprog. Handlingen er intens som i en krimi – og detaljerne vil på samme vis fortone sig i glemslen, men stemningerne, læringen og fornemmelsen af livet i mellemkrigstiden vil stå tilbage længe efter sidste blad er vendt.

Bogen kan blandt andet købes på saxo.com

Jeg giver århundredets Barn fire flotte stjerner for den gode læseoplevelse, læringen og for alle de intense underspillede sekvenser.