Mit eget bibliotek

Jeg har altid set det som en menneskeret at have et bibliotek.

I min bevidsthed er det dejligt at komme fra et hjem med klaver, men for at være et helstøbt menneske må man have et bibliotek.

Jeg har altid drømt om, forventet, arbejdet hen imod at få et bibliotek, der i omfang og variation var på niveau med mit barndomshjems vidunderlige helle med de bløde stole og alle reolerne.

Og med bøgerne. Alle titusind bind. Der er Karnov og Ugeskifter, opslagsværker af enhver art, bogklub bøger fra da bogklubberne blev født, illustrerede pragteksemplarer af hvad som helst, illegale skrifter fra krigens tid, samtlige klassikere indenfor alle genrer fra skønlitteratur over satire til religion og filosofi.

Vi har det hele.

En hvilken som helst skoleopgave løses bedre ved at grave efter kildemateriale i det hjemlige biblioteks gemmer end på skolebiblioteket og selv hovedbiblioteket kan komme til kort, når det gælder visse historiske perioder og lokalhistoriske aspekter. Og det, der ikke lige kan findes i biblioteket kan man bare spørge far eller mor om, så har de svar. Mor og far ved alt. Og ja, det gør de faktisk. De har nemlig læst det i bøgerne.

Mit eget bibliotek startede der. Jeg kunne låne de dejlige bøger på børnebiblioteket, og det gjorde jeg skam også i stor stil – men jeg samlede også selv, og det gør jeg stadig. Og jeg læser det hele – og har en holdning til det. Så de holdninger kan man læse her på bloggen.

Tilbage til rødderne, kan man sige. Allerede som 10-årig var jeg med i den helt særlige børneboganmelder klub på det lokale hovedbibliotek, hvor man hver måned afholdt møder, fremlagde sine anmeldelser og modtog den skattede belønning i form af en Baldur eller Rørkjær sodavand, som en gang imellem skuffede ved at vise sig fra sin sure side: en grape sodavand. Nuvel, jeg drak den jo alligevel, selvom jeg hellere ville have haft en med abrikos, og jeg lånte, læste og anmeldte bøger – og nu 30 år senere, gør jeg det samme. Grape sodavanden har fået en højere status, men glæden ved læsningen er den samme. Uanset om det er nye biografier, romaner, historiske skildringer, eller gammelkendte klassikere. E-bøger, lydbøger og højtlæsning for andre. Der er tid og plads til det hele.

Nu har jeg nemlig fået mit eget bibliotek

One thought on “Mit eget bibliotek

  1. Birgithe Bjerre Holse says:

    Kære Boganmelder

    D.28.marts 2019 udgiver jeg, Birgithe Bjerre Holse, bogen ”Ord for ord mod lyset.”

    I denne forbindelse vil jeg høre om du har lyst til at anmelde min bog?

    Fakta

    Selvbiografi bestående af en kombination af digte og en personlig fortælling fordelt over 84 mørke sider med lys tekst.

    Her er lidt om bogen

    ORD FOR ORD MOD LYSET er om min vej fra depressionens mørke tilbage til lyset.

    Igennem digte viser jeg et glimt af, hvordan min depression så ud indefra. Fra, hvordan det var at føle intet, mens tankerne myldrede frem om alt det, jeg gerne ville føle. Og til at komme tilbage til at føle alt igen og stadig kæmpe med tusindvis af tanker. Skrivningen var mit redskab til at redde mig selv fra mit kaos af mørke og overvældende mange tanker.

    Digtene er her og nu digte, skrevet mens jeg var midt i depressionen og på vej ud af den. Senere har jeg bundet digtene sammen med historien fra perioden for at vise hvordan resten af tiden så ud, når jeg ikke skrev.

    I dag er jeg kommet ud af depressionen, men har stadig mén, som jeg nok aldrig helt slipper af med. Jeg håber, at jeg med ORD FOR ORD MOD LYSET kan give et glimt ind i et mørke, der for mange kan være en gåde og derfor svær at forstå. Vi har brug for mere forståelse for en sygdom, som vi ikke snakker så meget om, men som er så udbredt i Danmark, at det er blevet en folkesygdom. Lad os tale om det, ikke tie.

    Anmeldereksemplar:

    Hvis du efter at have læst overstående, har lyst til at anmelde bogen, vil jeg med glæde sende et gratis anmeldereksemplar til dig, når bogen kommer fra trykken om kort tid. Svar blot på mail og medsend dit fulde navn og adresse. Hvis du ønsker at følge forsendelsen på mail eller sms, bedes du også medsende disse oplysninger, da jeg sender med DAO.

    Jeg glæder mig til at høre fra dig.

    De bedste hilsner
    Birgithe Bjerre Holse

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *