Anmeldelse: Fanny Fairychild og det magiske Spejl

Forfatter: Lykke Lindbo
Titel: Fanny Fairychild og det magiske spejl
Første bog i serien om Fanny Fairychild
Forlag: Forlaget Lindbo (eget forlag)
Udgivelsesår: 28. januar 2019
Sideantal: 228 + 9 siders uundværlig Ordforklaring
ISBN 978-87-970886-0-9

Fanny får fire blå bøger for en flot bog i et flydende sprog, med en handling, der for alvor tager fart i sidste halvdel, med en overraskende slutning og en spændende

Dette er et anmeldereksemplar

Fanny er næsten 11 år, da hun sendes afsted på et hæsblæsende eventyr i parallelle verdener. På sin rejse udsættes hun for en perlerække af krævende strabadser, ikke mindst fordi det viser sig, at hun er i besiddelse af værdifuld viden og magiske evner. Undervejs møder hun alverdens fantastiske væsener og får en vigtig opgave med at redde hele verden.


Fanny Fairychild har det hele. Alfer og feer, trolde, nisser, gamle koner, guder, jætter, vætter, dværge, drager, kentaurer, insekter med personlighed og en god portion magi. Der er lånt fra stort set ethvert fiktivt eventyrunivers, og det er lige før jeg er lidt skuffet over, at der ikke kommer en hobbit eller en ork trampende ind. Det kan selvfølgelig komme i et af de efterfølgende bind. Der er gravet så dybt i den nordiske mytologi, at der skal et opslagsværk frem fra reolen for at afklare hvad der er lånt derfra, og hvad der er opfundet til Fannys ære. Heldigvis har man en udførlig ordforklaring ved hånden, bagerst i bogen, så også læsere uden viden om mytologien kan følge med.


Fanny forlader sin mors fødehjem med et magisk spejl og en dagbog i hånden. Tilbage i virkeligheden sidder en uengageret stedmor, en halvlillesøster, to rødhårede brødre, en far på forretningsrejse, en dement mormor, en irsk slægt, der drikker og et hus, der er ved at falde ned om ørerne på dem alle sammen på grund af manglende vedligeholdelse. Det tager omtrent en tredjedel af bogen at få det hele beskrevet. Det er synd, for den utrænede læser – hvoraf der trods alt er en del i målgruppen (10+) – falder nemt af, når der skal beskrives så mange detaljer. Hovedparten har nemlig ikke stor relevans for handlingen, men tager fokus fra det egentlige spørgsmål: Hvor er Fannys mor og hvordan skal det hele ende?


Lykke Lindbo skriver godt. Stemningsbillederne er stærke og overbevisende. Detaljerne på det nærmeste springer op af siderne undervejs. Beskrivende passager af huse, træer, karakterer og omstændigheder fylder meget. Dette valg formoder jeg skyldes, at der er tale om første bind i en serie, hvorfor hele universet skal bygges op. Selvfølgelig kan de to halvbrødre ikke først introduceres i bind fire fordi det er her de får en rolle i handlingen, men beskrivelsen af dem og ikke mindst deres besvær med det stride røde hår kunne måske have ventet. Ligeledes virker den klichéfyldte beskrivelse af stedmoderens drikfældige irske slægt overflødig – hvor velskrevet og underholdende det end er, tager det fokus fra den langt mere interessante handling.


Der skal læses omtrent en tredjedel af bogen, inden den egentlige handling tager fart. Her belønnes den tålmodige læser dog med en oplevelsesmættet rejse, henimod en overraskende slutning og en cliffhanger. Undervejs på rejsen afrundes alle spændende situationer i god ro og orden, næsten inden man har opfattet, at der var fare på færde. Og så afsluttes med denne cliffhanger. Det er snedigt gjort og det løfter bogen som helhed et niveau op.

Fanny Fariychild kunne være endt som en spinkel historie, tynget af beskrivelser uden relevans for handlingen, men bogens sidste tredjedel og den overbevisende afslutning efterlader et stærkt helhedsindtryk.


Handlingen er henlagt til England, ligesom mange navne er internationale mere end danske. Smart træk, hvis man ønsker at oversætte og udgive internationalt. For den danske udgave er det dog ikke en styrke. Der findes vidunderligt mystiske pletter på Danmarkskortet – også nutidige – som nok havde været mere i overensstemmelse med den nordiske mytologis tema.


Oversættelse eller ej, er potentialet i den planlagte serie faktisk stort. Sproget er nok lidt mere avanceret end jeg normalt ville forvente til børn i 10-års-alderen, men til gengæld behandles de forskellige følelsesmæssige dilemmaer lidt overfladisk i forhold til målgruppen. Fanny har ikke mange følelser af sorg, savn, had eller kærlighed, i betragtning af hendes ’Askepot’-lignende tilværelse. En del af beskrivelserne af kunstnerisk udformning af tøj, våben, møbler og bygninger kunne med fordel være erstattet af en lidt dybere skildring af følelsesregisteret hos vor unge heltinde.


Bogen er lækker med en flot forside, der helt præcist favner indholdet. Der er flapper på både for- og bagside, hvilket er rigtig fint. Bagerst i bogen er der en ordforklaring, som hjælper læseren igennem, også uden forudgående indblik i Fantasy genren og den nordiske mytologi. Det er nyttigt og godt og også her kommer bagsideflappen til sin ret, så det er nemt at slå op i ordlisten. Introduktionen af alle ord på listen markeres i øvrigt i teksten med kursiv, hvilket øger læsbarheden og forståelsen markant.

Forrest i bogen findes et kort, der dog ikke er uundværligt. Beskrivelserne er stærke nok til at det hele kan visualiseres uden, men man kan da smide forsideflappen ind der, for hurtigt opslag. Lækkert layout.


En solid debut fra Lykke Lindbo, der godt kunne have været lidt kortere, men som alt i alt står stærkt blandt klassikere som f.eks. Lars-Henrik Olsens ’Erik Menneskesøn’, som et supplement for de lidt yngre piger i målgruppen.

Fanny Fairychild og det magiske spejle kan bl.a. købes her: http://www.fannyfairychild.com/vare/fanny-fairychild-og-det-magiske-spejl/

Mine Projekter: Korets stemmer

Helsingør Kammerkor fejrer i 2020 70 års jubilæum. I den anledning udgives en jubilæumsbog i form af et festskrift.

Korets stemmer er ikke en traditionel 70-års rapport med oplistning af korets koncerter og udlandsrejser – ej heller en registrering af korets medlemmer og fortidens dirigenter .

Korets stemmer er en fortælling om menneskene bag korets stemmer. Det er historien om Stigs tur hjem fra et nytårsgilde i Århus, og hvordan han kom ind i koret – og blev der i 50 år. Det er fortællingen om det nye medlems oplevelse af musikkens dragende effekt, allerede inden døren til musikskolen er åbnet. Det er beretningen om, hvorfor hvert eneste medlem af koret har flere smilerynker, når de er samlet – selvom deres baggrund, livshistorie og motivation for at synge er forskellig.

Korets stemmer er et tidsbillede og en stemning af sammenhold og musikalitet i en verden, hvor talent, ambition og kærlighed til musikken somme tider kolliderer med virkelighedens realiteter.

Udgivelse forventet ultimo 2019

Anmeldelse: Christian Mørk: Kujonen

Forfatter: Christian Mørk
Titel: Kujonen
Forlag: Gyldendal
Udgivelsesår: 2017
Sideantal: 286

Kujonen får en eneste blå bog – udelukkende for den ret præcise beskrivelse af miljøet og stemningen i og omkring Dublin

Danske Andreas, der i øvrigt er lige så udansk som en kaktus, bor i New York, hvor han lever et kunstner liv blandt andre excentrikere, går til parties og har veninder med amerikansk klingende navne.

Til et sådant party møder han Nora, der er irsk og har så usandsynlig stor magt over ham, at han, efter blot dette korte sporadiske møde, kaster alt over bord og følger efter hende til den grønne ø. Hun er ganske vist gift, mentalt er hun ikke rigtig rask og så bor hun i øvrigt på et refugium for forfattere, hvor hun er under konstant observation og beskyttelse af forstanderen og de øvrige beboere.

Her er hendes interesse anderledes svingende ligesom hendes humør i øvrigt, og Andreas træder nu på skift ind i roller som forsmået elsker, misforstået stalker, skånselsløs hævner og hjælpeløst offer.

Nora udsætter Andreas for urimelige overgreb, løgne og bedrag, og han følger viljeløst efter, uden nogen form for fornuft eller stillingtagen. Undervejs begynder han at skrive en udleverende afhandling om Nora, der som forfatter har Rock-star stjernestatus i sit hjemland.

Det er tænkt som en hævn for alle hendes hårde gerninger, men det er uklart, hvem det skader mest. Til sidst bliver det for meget, han bliver på det nærmeste forvist og flygter nordpå til grænselandet, hvor IRA tilsyneladende har en stadig aktiv celle, der hjælper ham ud af den volds-erotiske knibe han er landet i.

Mørk formår på de 286 sider ikke at motivere min interesse eller rive mig med i historien. Personerne er utroværdige, situationerne søgte. Alene denne Rock Star status, Nora for sit forfatterskab, tilskrives i hjemlandet, virker konstrueret og underminerer plottet fra første til sidste side. En meget stor del af handlingen, og alle Noras irrationelle reaktioner, hænger netop sammen med denne status og det har bare ikke hold i den irske virkelighed.

Andreas følger Nora som en sindssyg hundehvalp og agerer så tåbeligt, at man skifter imellem at være irriteret på ham fordi han finder sig i hendes dårlige opførsel på den ene side, og på den anden side over de fuldstændig åndssvage ting han selv kaster sig ud i.

Kujonen er totalt blottet for spænding eller relevant handling. Det er en staccato agtig beretning om en utroværdig erotisk oplevelse, der aldrig skulle have fundet sted. Jeg håber med hele mit litteraturelskende hjerte at der ikke er så meget som et gram selvbiografisk materiale i kujonen.

Jeg fandt bogen på natbordet ved min mors dødsleje på et hospice. Måske derfor havde jeg et stille håb om, at det ville være en virkelig god læseoplevelse. Men jeg blev skuffet. Faktisk er jeg så irriteret over bogen, at jeg inderligt håber, at hun aldrig nåede at læse den. Det er ubærligt at tænke på, at hun, der havde et bibliotek med så mange fantastiske bøger skulle have læst netop denne som den sidste.
Jeg giver Kujonen en eneste blå bog og det kun fordi beskrivelsen af det irske miljø omkring Dublin er troværdig og tæt på mine egne oplevelser, da jeg boede i landet.

Anmeldelse: Johns saga

Titel: Johns saga
Forfatter: Torben Munksgaard
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Antal sider: 192
Sprog: Dansk
Udgivelsesår: 2018

Johns saga

Johns saga ender på 5 blå bøger for stemning, handling, sprog, charme og en god portion vemod

“Jeg er en gammel mand, jeg kaster en pjaltet skygge. Jeg har sagt, hvad jeg har at sige, min tid er kommet…..”

John har ikke udrettet det store i livet, har ikke fået ridderkors eller fornemme titler, men han har levet et hæderligt liv med kone og børn, i samme hjørne af København som han var barn og ung i, dengang før verden gik i forfald.
Det er historien om en mand, der lever med drømmen om en tid, der var engang, men med en accept af, at han må nøjes med nutiden, og således tilpasser han sig. Holdninger har han, men han handler ikke. Trusler om terror i den store verden og en ungdom i forfald kan man meget vel diskutere på stamværtshuset – men ændre tingene kan man ikke.

Men så sker der noget. Og på en helt utrolig stilfærdig måde imploderer Johns verden. Hans små forsøg på at ændre den ydre verden er frugtesløse, men han kan måske rette op på en lille ubalance i det hjemlige univers. En rejse til Island synes at være middel til målet, men pludselig er det, som om det ikke er den ydre verden, der er mest af lave, men også den helt nære verden, og det stikker så dybt, at det rammer ham helt ind i hans inderste jeg.

Som Johns liv er det ikke hverken stort eller dramatisk, men det er godt skrevet. Så godt, at man føler at man går dér, lige ved siden af hovedpersonen. Næsten i hans sko. Jeg kan høre lydene af Frederikssundsvej, når jeg, sammen med John, går fra Bellahøj og ind mod Nørrebrogade. Jeg kan dufte durum rullerne og de slatne pizzaer og jeg kan se de mange forskellige nationaliteter sno sig ud og ind imellem hinanden på de brede, og alligevel alt for smalle fortove i alt for højt tempo for en gammel mand med stok og en lille en bag øret.

Når John inviterer læseren med på værtshus er lugten af gammel røg, de klistrede gulve og den rendyrkede værtshusstemning ikke til at tage fejl af, og beskrivelsen af interaktionen med alle de mennesker John har i sin hverdag, så præcis at det næsten ikke er fiktion.

Johns saga er ikke lang og er hurtigt læst. Sproget har et behageligt flow og siderne vender næsten sig selv. Som at spise popcorn til en god film. Men Johns saga er svær at lægge fra sig, når sidste side er læst. For det er historien om min far, eller svigerfar, min skøre gamle onkel eller måske mig selv, og vemodet, samvittigheden, og trangen til at gribe ind og gøre noget er svær at lægge fra sig.

Med Johns saga har Munksgaard givet læseren en -sikkert fortjent- røffel. Den måde John behandles af sine nærmeste er usmagelig, men de fleste koner, sønner, døtre, svigerdøtre og børnebørn vil omvendt kunne retfærdiggøre deres opførsel med en henvisning til Johns eget forfald. For imens John ser verdens forfald, er det omvendte tilfældet for verden. Familien ser en mand i forfald, en mand, der efter han bliver alene, lader stå til og giver slip på alle gode manerer. En dybt pinlig drikfældig gammel nar, som ikke lader sig styre eller kontrollere.

Man fornemmer tidligt i sagaen, at et eller andet ikke er helt i balance i Johns familie. En søn, der knap kan overtales til at sætte sig ned, imens han er på besøg, en farmor, der er frygtelig nervøs over at skulle deltage i barnebarnets studentergilde og en far, der drømmer romantiserende om dengang han vippede rivalen Jørgen af pinden og dermed fik sin Vera, i stedet for at forsøge at styrke relationen til sine tre børn. Man fornemmer det som læser, men for John er det lykkedes at fortrænge, at noget ikke er helt, som han tror. Historiens klimaks er, da livsløgnen går op for ham, og det er lidt uklart om vi derfra bevæger os imod det totale sammenbrud eller om det er en fugl Phonix, der rejser sig af asken. Det afhænger af øjnene, der ser og Johns oprør sikrer, at han ser det HAN ser, og ikke bekymrer sig om os andre.

Der er et par tråde i bogen, man som læser godt kunne tænke sig at have fået fulgt helt til dørs. Vi får serveret et par flashbacks til hvad der i situationen var små trivielle øjeblikke, men som i retrospekt giver John en forklaring, men det er som om der mangler det sidste flashback. Et endeligt bevis på, hvad det var der skete -eller hvorfor.
Men netop her, ved denne mangel på det endelige bevis, viser Munksgaard sin styrke som forfatter. Han falder ikke for fristelsen til at servere alle løsninger på dertil indrettede sølvfade, og ved det bliver Johns liv virkeligt – for i den virkelige verden er der ikke altid svar på alt. Og i den virkelige verden ender livet ikke altid lykkeligt.

Som karakter er John troværdig og gennemført. Hans holdninger og handlinger giver mening og samtidig har han politisk kant og humoristisk sans. Enkelte steder skinner forfatterens egen alder og årgang igennem; når John sender en velformuleret svada afsted til tv stationernes HR division for kvaliteten af deres rekrutteringer, lyder det ikke som en 75 årig pensioneret gørtler, der kort forinden har postuleret, at han også var håndværker engang, og da gjorde man ikke tingene to gange. Jeg er dog ret glad for netop de passager, hvor John tager sig en lur og Munksgaard får taletid, for så er der også lidt til min “jeg-er-da-kun-midt-i-livet-og-jeg-synes-sørme-allerede-at-ungdommen-er-i-forfald-mølle”

Jeg kommer til at læse Johns saga igen, kan jeg mærke. For han har noget på hjerte. Det er samfundskritik, danmarkshistorie, menneske kendskab og gribende god underholdning helt på niveau med Gustav Wied i “livsens ondskab”.
Johns saga får ca. 5 blå bøger. Jeg skal lige sove på det, så kan det godt være det bliver til 6.

Rigtig god læselyst

Anmeldelse: Bondedreng fra Bjerlev

Titel: Bondedreng fra Bjerlev
Forfatter: Bo Erik Christiansen

Forlag: Eget forlag
Antal sider: 223
Sprog: Dansk
Udgivelsesår: 2018

Bondedreng fra Bjerlev får fire blå bøger for den god stemning, ærlighed og det lækre sprog

Bondedreng fra Bjerlev er en finurlig læseoplevelse – i den lette genre. Uden fast kronologi men med en struktur, der dog giver mening, serveres 39 snapshots fra livet på landet fra 1960 og to årtier frem. Det er fortalt fra barnets perspektiv, uden bagklogskabens tolkning, men som det blev oplevet lige der, hvor det skete.

Forfatteren har bevidst fravalgt dansen med de store forlag og er gået direkte til at selvudgive. Det er ærgerligt, for det sproglige niveau, den ironi og humor, der gennemsyrer teksten og det potentiale de fleste af de 39 erindringsbilleder rummer var en større sag værdig.

Det bevidste valg, at selvudgive, har tilsyneladende reduceret ambitionsniveauet, og forfatteren er da også meget ærlig omkring, at bogen er startet som en øvelse udi slægtsforskning og er blevet til efter nøje overvejelser om, hvordan materialet bedst kunne gives videre til de kommende generationer. Det er en stor og prisværdig gestus for arvingerne, men en skam for de potentielle læsere af, hvad der kunne have slået meget forlags-udgivet litteratur af pinden.

Bogens styrke ligger i de tidligste barndomsminder, hvor der med humor og slet skjult ironi berettes om disse forunderlige regler og rutiner “De voksne” fastsætter og håndhæver.

Det er sproglig magi, når billedet af den lille knægt på marken, i skolestuen, i køkkenet toner frem for det indre blik, så tydeligt som var det en film. Når vi sætter os til rette i stuen og ser Danmarks Radio med familien på gården eller gemmer os lidt bag de andre, når der på barbarisk vis slagtes eller kastreres grise.

De sidste ca. 10 fortællinger er opsummerende, afsluttende, og virker som om vi lige skal have det hele med, frem til barndommens officielle afslutning. Det er her ambitionsniveauet fra den planlagte selvudgivelse dræber magien. Det bliver ordinært, opremsende, kedeligt.

Det er ikke nær så spændende at høre om, hvilke popidoler, der gæstede de lokale spillesteder, eller hvilke scener, der udspillede sig ved et tilfældigt løssluppen nytårsgilde, som det er at få malet stemningsbillederne med de detaljerede penselstrøg som den tidligste barndom tilbyder. Herregud, vi har jo alle slæbt en brandert hjem på mere eller mindre værdig vis, og hvem har ikke efterfølgende stået en arbejdsdag med tømmermænd igennem? Ikke som løvetæmmer måske, men alligevel.

Konturerne af en kernefamilie udviskes i bogens sidste del, og man aner et drama, der ikke skal berøres, men som vel er årsag til at bogen ændrer karakter, netop her.
Stemning og iscenesættelse minder mig om “Min sønderjyske farm”; men hvor Erling Jepsen, ikke rigtig inviterer os indenfor, lader Bo Erik Christiansen os komme helt med ind i barndomshjemmets køkken, stue og hjertevarme, og her er der godt at være.
Der er ikke meget fiktion i “Bondedreng fra Bjerlev”, og som sandfærdig biografi og beskrivelse af “en tid, der var en gang for ikke så længe siden og så alligevel i et andet årtusinde” er det en stærk beretning.

Men jeg håber der kommer en opfølgning med en fiktiv beretning til at fylde hullerne ud, når nu sløret ikke skal løftes helt for alle personlige og private detaljer på gården i Bjerlev. Det sproglige niveau og de stærke stemningsbilleder ville gøre det aldeles læseværdigt.

Bogen er i øvrigt rigt illustreret og har relevant kort-materiale, der måske godt kunne have været undværet fordi sproget er så præcist, at man aldrig er i tvivl om, hvordan noget så ud eller var placeret i forhold til hinanden.

Tag Bondedreng fra Bjerlev med på stranden eller til en regnvejrsdag i sommerhuset, eller endnu bedre: læs den højt for dine børn eller bedsteforældre. Der er hyggelige timer i vente. Continue reading

Mit eget bibliotek

Jeg har altid set det som en menneskeret at have et bibliotek.

I min bevidsthed er det dejligt at komme fra et hjem med klaver, men for at være et helstøbt menneske må man have et bibliotek.

Jeg har altid drømt om, forventet, arbejdet hen imod at få et bibliotek, der i omfang og variation var på niveau med mit barndomshjems vidunderlige helle med de bløde stole og alle reolerne.

Og med bøgerne. Alle titusind bind. Der er Karnov og Ugeskifter, opslagsværker af enhver art, bogklub bøger fra da bogklubberne blev født, illustrerede pragteksemplarer af hvad som helst, illegale skrifter fra krigens tid, samtlige klassikere indenfor alle genrer fra skønlitteratur over satire til religion og filosofi.

Vi har det hele.

En hvilken som helst skoleopgave løses bedre ved at grave efter kildemateriale i det hjemlige biblioteks gemmer end på skolebiblioteket og selv hovedbiblioteket kan komme til kort, når det gælder visse historiske perioder og lokalhistoriske aspekter. Og det, der ikke lige kan findes i biblioteket kan man bare spørge far eller mor om, så har de svar. Mor og far ved alt. Og ja, det gør de faktisk. De har nemlig læst det i bøgerne.

Mit eget bibliotek startede der. Jeg kunne låne de dejlige bøger på børnebiblioteket, og det gjorde jeg skam også i stor stil – men jeg samlede også selv, og det gør jeg stadig. Og jeg læser det hele – og har en holdning til det. Så de holdninger kan man læse her på bloggen.

Tilbage til rødderne, kan man sige. Allerede som 10-årig var jeg med i den helt særlige børneboganmelder klub på det lokale hovedbibliotek, hvor man hver måned afholdt møder, fremlagde sine anmeldelser og modtog den skattede belønning i form af en Baldur eller Rørkjær sodavand, som en gang imellem skuffede ved at vise sig fra sin sure side: en grape sodavand. Nuvel, jeg drak den jo alligevel, selvom jeg hellere ville have haft en med abrikos, og jeg lånte, læste og anmeldte bøger – og nu 30 år senere, gør jeg det samme. Grape sodavanden har fået en højere status, men glæden ved læsningen er den samme. Uanset om det er nye biografier, romaner, historiske skildringer, eller gammelkendte klassikere. E-bøger, lydbøger og højtlæsning for andre. Der er tid og plads til det hele.

Nu har jeg nemlig fået mit eget bibliotek

Ghostwriting – For dig med den gode historie…

Ghostwriting eller skyggeskriver, kan man kalde det. Som Ghostwriter står jeg i kulissen og støtter og hjælper dig. Jeg er med dig hele vejen fra idé til udgivelse. Det er dit projekt, men det er mine ord.

Ghostwriting forløbet starter med en indledende snak om, hvad du drømmer om, at din udgivelse skal kunne og indeholde.

Vi aftaler rammer for forløbet. Herunder pris, omfang, tidsplan og ansvarsfordeling. Herefter går vi i gang.

Det bliver en fest. Jeg glæder mig til at skrive din bestseller for dig.

Kontakt mig for en uforpligtende indledende snak

Korrekturlæsning: Har du styr på ham der punktum-punktum-komma-streg?

Har du stadig den grønne retskrivningsordbog stående på reolen eller er den for længst givet til genbrug eller storskrald?

Og da du lagde den dér øverst i skraldesækken, var det da fordi farven ikke passede til din feng shui indretning i øvrigt eller var det den dag du indså at du har 100% styr på det danske sprog og aldrig laver taste, komma eller stavefejl?

Jeg tænkte det nok. Du er unik. Det er sjældent set, men det er helt sikkert dig, der har ramt punktet. Ikke sandt?

Eller ?

Hvis du, som alle os andre godt ved, at man kan stirre sig blind på selv åbenlyse fejl, simpelthen fordi man har været over teksten så uendelig mange gange, at man ikke længere ser hvad der står, skal du måske overveje en professionel korrekturlæsning.

Kontakt mig for en uforpligtende snak om, hvordan jeg kan hjælpe dig videre med din bestseller.


Betalæsning – 5 myter du skal aflive

Myte nr. 1: Jeg kan sagtens selv vurdere min manuskript

Som ny forfatter har du måske en idé, der er så god, at du ved den holder.

Plottet er på plads, alle huller er fundet. Det kører for dig. Du behøver ikke en betalæser.

Jo du gør! Selv de mest erfarne forfattere bruger betalæsere. Er man heldig, er man allerede tilknyttet et forlag med egen redaktør. Det er også en slags beta-læser. Men er du, som folk er flest, er du stadig uden forlag og sparring. Et kritisk blik eller et relevant indspark med positiv opmuntring, kan faktisk gøre en stor forskel for, om du får de sidste lækre detaljer på plads og bliver antaget på et forlag eller får en bestseller ud af en selvudgivelse.

Afliv myten. Du kan ikke selv vurdere dit manuskript!

Myte nr. 2: Min kæreste, min mor og min bedste ven har allerede Betalæst!

Nej, det har de ikke! De har muligvis læst dit manuskript. De synes måske endda, at det er fantastisk og din mor har måske endda rettet et par komma eller stavefejl. Men det er så det. De har ikke BETAlæst.

Og hvorfor så det? Hvorfor er dine nærmeste ikke de bedste til at betalæse dit manuskript?

Som hovedregel kan man altid finde betalæsere. Gratis endda. Men der skal mere end almindelig kynisme til at fortælle sin mor, far, søster, bror, kæreste eller bedste veninde, at der ikke er potentiale, at det ikke giver mening eller at emnet simpelthen ikke er interessant. Det gør nemlig ondt at høre og hvem ønsker at såre sine nærmeste.

Lad tante Oda, mor og søster glæde sig til at læse med, når du har udgivet din Bestseller og få en professionel sparringspartner i stedet. Det koster mindre end du tror.

Myte nr. 3: En Betalæser stjæler måske min idé og mit koncept.

Måske. Helt ærligt. Det kan godt ske! Men det sker kun ekstremt sjældent og hvis du vælger en professionel Betalæser er du faktisk langt bedre sikret end hvis du lader kæresten læse det igennem og forholdet går i stykker en måned efter. I’m just saying…..

Dertil kommer, at langt de fleste normalt sunde mennesker faktisk sætter begreber som ære og integritet ret højt. Det er en tillidssag og du kan sagtens sikre dig med versionskontrol og andre tiltag, så det let kan spores og dokumenteres, at det er dit originale værk. Også den bekymring kan du med ro i sindet lægge fra dig.

Myte nr. 4: Der er mange, der gerne vil Betalæse på nettet. Jeg finder én i en facebook gruppe. Det er gratis!

Jeps! Det er korrekt.

Men! Ikke alle betalæsere adskiller sig fra dine nærmeste. Mange kan bare godt lide tanken om at deltage i udgivelsen af en bog. Dagdrømmere og starfuckers kalder jeg dem. De, der gerne selv vil være forfattere og håber, at lidt af dit stjernestøv smitter af på dem, hvis de hjælper dig.

Der er selvfølgelig søde, dygtige, altruistiske Betalæsere derude, men der er langt imellem de virkelig dygtige. De har nemlig for længst fundet ud af at leve af deres arbejde. Det kan man nemlig og det er der en grund til: En dygtig betalæser skaber stor værdi for forfatteren og det er faktisk værd at betale for.

Myte nr. 5: Det er dyrt at få en professionel Betalæser på mit projekt.

Måske. Alt er relativt. Hvis dit udgangspunkt er, at det skal være gratis, så ja. Det koster lidt. Men hvis du sammenligner med mange andre af forfatterens udgifter, herunder pc, backup, print, porto, tid til research, transport og forsinkelse på udgivelsen på grund af endeløse frugtesløse forsøg hos diverse forlag, kan pengene være godt givet ud. Det koster ikke nær så meget som du tror.

Hvad koster det så?

Med professionel Betalæsning får du grundig feedback på baggrund af, hvad vi har aftalt. Vi afregner på timebasis og du betaler forud. Det betyder, at vi fra starten tager en indledende dialog om, hvilket fokus betalæsningen skal have. Derefter aftaler vi i fællesskab, hvor mange timer der skal afsættes til opgaven, du betaler og jeg gennemfører arbejdet. Efterfølgende får du feedback jf. vores aftale. Viser det sig, at vi har estimeret for mange timer til opgaven får du overskydende timer retur i form af et værdibevis til senere brug. Jeg leverer aftalt kvalitet til aftalt tid, og skulle jeg have estimeret forkert koster det dig ikke ekstra.


Det er din garanti for en fair behandling.

Så hvad venter du på? Kontakt mig gerne for en uforpligtende snak om, hvad jeg kan gøre for dig og din bestseller

Anmeldelse: Århundredets Barn af Jacob Schmidt

Forfatter: Jacob Schmidt
Titel: Århundredets Barn
Forlag: Peoples Press
Udgivelsesår: 2. udgave 2011
Sideantal: 332

Århundredets barn får 3 blå bøger for en solid debut med interessant handling

I en ung mands fodspor følger vi livet i København under Den spanske Syge i København – et øjeblik i Danmarkshistorien, som jeg ikke har dyrket så meget og det er jo egentlig en skam.

Dramaet i den unge Anders’ liv tager sit afsæt i arbejderklassen og faderens oprør imod de kår man byder netop denne gruppe i samfundet. Undervejs krydres fortællingen med et indblik i Ø.K. Stifterens H.N. Andersens levnedsløb, helt fra barndommen på landet til de dunkle og dystre stuer i overklassens elite.

Etatsråden er på det tidspunkt blandt rigets mægtigste mænd og hans skæbne flettes sammen med Anders’ i et gådefuldt forløb, der trækker spor fra en glemt fortid og frem til det arbejderoprør, som Anders pludselig befinder sig midt i.

Århundredets Barn er en socialrealistisk fortælling, men den er spændende som en krimi. Hver eneste side vendes i spændt forventning om, hvad der mon nu skal ske. Dramaet i den unge Anders’ liv – og der sker i øvrigt ikke så lidt, for den rebelske portør – har nerve og kant, men den historiske vinkel på H.N. Andersens livs tragedie er næsten endnu mere dragende.

Virkemidlerne er mange. Den spanske syge giver en fornemmelse af klaustrofobi, det fattige arbejdermiljø er beskrevet så godt, at man næsten kan lugte baggårdenes ‘nødvendigheder’ og de støvede stuer hos overklassen springer tydeligt frem fra bogens sider. Det er stærkt konstrueret af en debutant.

Hele tiden befinder man sig i krydsfeltet imellem historiske fakta og fiktion, ligesom man undervejs holdes i uvished om, hvad der er fantasi, virkelighed og paranoia.

Stærkest af alt står dog spændingerne imellem den unge Anders og hans forældre. Forventninger, skuffelser, respekt og oprør. Det er den almengyldige historie om et ungdomsoprør, mærket af tidsstemplet midt i en krise, hvor muligheden for at give sit barn de muligheder, der skal til for at forventningerne kan indfries er begrænset af økonomi, der også forhindrer oprøret i at finde sted.

Århundredets Barn er tunge emner formidlet på en medrivende måde i et letflydende sprog. Handlingen er intens som i en krimi – og detaljerne vil på samme vis fortone sig i glemslen, men stemningerne, læringen og fornemmelsen af livet i mellemkrigstiden vil stå tilbage længe efter sidste blad er vendt.

Bogen kan blandt andet købes på saxo.com

Jeg giver århundredets Barn fire flotte stjerner for den gode læseoplevelse, læringen og for alle de intense underspillede sekvenser.